"Kør din plov over de dødes knogler" af Olga Tokarczuk

Denne uges anbefaling byder på en spændende roman om en polsk midaldrende heltinde som kæmper for dyr og er passioneret omkring astrologi.

Bogens heltinde er den midaldrende kvinde Janina Duszejko, tidligere ingeniør og engelsklærer. Hun bor alene i et øde område i Polen nær grænsen til Tjekkiet, hvor hun holder opsyn med sommerhuse om vinteren. Men mest er hun optaget af at lægge horoskoper, oversætte Blake og holde skarpt øje med den vilde omgivende naturs dyreliv. Hun er vegetar og åbenlys modstander af jagt og at holde dyr i fangenskab. Derfor er det med sorg og forbitrelse at hun følger de lokale jægeres rovdrift på rådyr og vildsvin.

En dag findes en af de fastboende naboer pludselig død og senere endnu én. Om det er dyrene der hævner sig som Janina Duszejko påstår skal ikke afsløres her. Men der følger et opklaringsarbejde som bliver mere og mere speget. Det er både spændende, absurd på en charmerende polsk facon og virkelig sjovt på en meget underspillet måde.

Så hvis du er til en spændende bog, som ikke er en decideret krimi, en mystisk og skæv historie med masser af humor - så er denne et fint bud på en bog til juleferien.  

Bogen er smukt illustreret med grafiske tryk af kunstneren Jaromir 99, som tilfører læseoplevelsen fine stemningsbilleder.

Romanen er filmatiseret og kom sidste år under titlen Pokot. Den findes på Filmstriben og er lige så god som bogen, bare på en anden måde. Se den når det er blevet mørkt og du har brug for lidt polsk stemning i stuen, eller når du trænger til en pause i rækken af julefilm.

 

Anbefalingen er skrevet af Silja Premer Attrup