Kickstart din læsning

Fem realistiske råd til at kickstarte din læsning

En varm kop te. En blød lænestol med ditto fodskammel. Tæppe over benene. Perfekt lys fra læselampen. Ro omkring dig. Fuldstændig ro. Og så en god bog.

Det lyder rart, ik’? Men realistisk? Næppe.

For i en travl hverdag når de færreste af os at få skabt de perfekte omgivelser til læsning, før børnene kalder, vasketøjet er klar til at blive hængt op og notifikationer på mobilen løber med opmærksomheden.
Heldigvis behøver du ikke et perfekt set-up for at nyde skønlitteratur. For du kan læse hvor som helst og når som helst. Det kræver blot, at du hjælper dig selv lidt på vej.

Og til det formål kommer her fem gode råd:

1. Sæt et realistisk mål om at prøve nye læserum af

Når nu du har indset, at den perfekte læsesituation er en utopi, så sæt dig for at prøve nye læsesteder og -situationer af. Udvælg et par steder, du vil teste den kommende måned, og skriv dem gerne ned, så du kan give dig selv et skulderklap undervejs. Måske skal du læse lidt, mens børnene tonser rundt i hallen eller på fodboldbanerne? Måske skal du åbne en bog det kvarter, du hver morgen og eftermiddag sidder i toget eller venter på det? Eller måske skal du lade mobilen ligge i tasken, næste gang du går på cafe for at nyde en god kop kaffe, og i stedet gribe en bog?

2. Læs af lyst – og ha’ lidt på lager

Det er sundt at læse. Både for din søvn, din psyke og dit stressniveau. Men det er næppe din primære grund til at læse. Du vil formentlig læse skønlitteratur for de gode oplevelsers skyld. Blive suget ind i sindet på skikkelserne i en roman eller klukke for dig selv over en novelles skarpe beskrivelse af barndommen.

Og hvis bogen i dine hænder ikke fænger? Så åbner du en anden. For når du læser af lyst, skal du ikke være bange for at lægge noget væk, der ikke lever op til forventningerne. Det er derfor også en god idé at have næste bog på lager.

3. Ha’ altid en bog ved hånden

Vi bruger meget tid med mobilen i hånden. Måske fordi vi altid har den tæt på os. Gør det på samme måde nemt for dig selv at gribe en bog ved konsekvent at have en liggende synlig på bordet derhjemme eller klar i tasken. Så er den også klar, når du skal prøve de nye læserum af.

Og lad det være en fysisk bog. Både fordi det hjælper med at holde fokus på læsning og ikke de 116 andre ting, du bruger din mobil eller tablet til. Og fordi en papirbog giver et bedre kronologisk overblik og en mere rummelig oplevelse.

4. Flyt 20 minutter af din opmærksomhed fra skærm til side

Det er så nemt at tænde for tv’et eller scrolle gennem strømmen af selfies og statusopdateringer på sociale medier, når dagens strabadser er overstået.

Men når nu du ved, at læsning har masser af gavnlige effekter – og du i øvrigt har lagt en bog klar på bordet – så øv dig i at gribe den i stedet for fjernbetjening og mobil. Måske du endda skal lægge de to sidstnævnte så langt væk, at de er uden for rækkevidde?

Læg så ud med at dedikere 20 minutter til læsningen dagligt. I begyndelsen kan det både føles som lang tid og som lovlig påtaget. Men hold ud. For det tager tid at etablere gode vaner. Og chancen for at du en aften bliver så opslugt, at du glemmer tiden, er stor.

5. Find en inspirationskilde, der kan sortere i mængden for dig

Verden er fuld af bøger. Og hvis du gerne vil i gang med at læse frem for at bruge tiden på at forholde dig til de mange muligheder, så gør dig selv den tjeneste at finde en inspirationskilde. Måske du har en gammel studiekammerat med god bogsmag? Måske følger du en kendt person på sociale medier, der også skriver om litteratur?

Du kan også smutte forbi dit lokale bibliotek, hvor du uden tvivl kan finde en bag skranken, der deler hjerteblod ud.

Grib bogen!

Hvis du også har lyst til at dele gode læseoplevelser med andre, når du har vendt sidste side, så gør det endelig under hashtagget #gribbogen. Så følger vi med i, hvordan det går med at få læst lidt mere i Lyngby-Taarbæk.