Årets bøger 2023

Få overblik over de bedste bøger fra 2023!

Er du bange for, at du gik glip af de bedste læseoplevelser fra 2023? Bare rolig, Stadsbibliotekets litteraturformidlere Minna Haddar og Henrik Simoni har udvalgt deres absolutte bedste læseoplevelser fra 2023's bøger. Og der er lidt af hvert - der er feel good, der er livsbekræftende essays, der er kokkebiografier, genopdagede klassikere, store fortællinger og levende historieformidling - men fælles for dem alle er, at de er så gode, du bare må læse dem!

Detaljerne

I 'Detaljerne' præsenteres vi for fire personer, som har haft betydning for vores hovedpersons liv. Igennem små detaljer lader Ia Genberg disse mennesker og disse forhold stå lysende klart for os. 'Detaljerne' føles nemlig som en bog skrevet af en forfatter, der har skrevet hele livet - én der har formået at skrælle alt det unødvendige fra, så det levede liv står lysende klart!

Bogen er både en undersøgelse, men også en kærlighedserklæring til de mennesker, vi møder på livets vej - dem der på trods af årenes gang sidder fast i os, om det er kærester, venner eller forældre.

Je m'appelle Agneta

Agneta er 49 år og har mest kontakt til sine børn når de anmoder om flere penge på MobilePay. Hendes mand er blevet en vindtør ironman-type der kun tænker på løbegear og kalorielette måltider. Hele sit liv har hun sørget for andre og fået ganske lidt igen. Som hun lakonisk beskriver det:

”Da børnene boede hjemme, havde vi smør i huset. Smør og liv. Nu er der kold grød og total stilhed.”

Men pludselig ser hun en helt særlig annonce i avisen og i en hvirvelvind af impulsivitet er hun draget til Provence. Her er intet fornuftigt eller praktisk, men der er fede oste, fyldige vine og sand hjertevarme. 
Hvis man af og til kan føle sig som et gråt tandhjul i den store skandinaviske velfærdsmaskine, er denne bog simpelthen modgiften.

Med en dejlig bidsk humor og dybfølt sensitivitet fortæller Emma Hamberg os at der også skal være plads til det skæve, det langsomme og det, der feder.

Hvad jeg ved om kvinder på heste

'Hvad jeg ved om kvinder på heste' er en de dejlige bøger, der falder lidt uden for genre: den har en god dosis biografi, en lille smule essay, og en lille smule kultur- og danmarkshistorie..

Pernille Stensgaard er til dagligt journalist, hvor hun skal være seriøs, kritisk, og vedligeholde den sunde skepsis. Men hvordan er det så at elske noget? At falde pladask for noget? For Pernille elsker nemlig heste, og det er der kommet denne livskloge perle ud af.

'Hvad jeg ved om kvinder på heste' er en smuk og eftertænksom bog om at give sig hen og om at turde kaste sig ud i noget nyt, selvom man er i sit livs efterår. Som hun så fint skriver på sidste side: at være frygtløs er eventyret over alle!

Når du strammer garnet

Måske tænker du, at du ikke har du lyst til at læse en bog om spædbarnsdrab? Det havde jeg heller ikke. Men men men. Det er en fornøjelse at læse en bog hvor en ihærdig journalist graver i gamle sagsakter, politirapporter og fortæller dig om gader du måske kender godt og om de skæbner der levede og overlevede i de gader du nu kalder dine. 
Hvordan var Danmark dengang før aborten blev fri? Pisseuretfærdigt! Unge kvinder bar alene skammen, skylden og barnet.

Camilla Stockmann tager læseren med, når hun gennemsøger læsesale og arkiver for at kaste lys over Ellen, som var mistænkt for barnedrab, og flere andre unge kvinder, som blev sigtet for illegale aborter tilbage i 1940’erne. 
Stockmann kalder kvinderne og deres barske skæbner frem fra glemslen og formår at gøre et underbelyst stykke Danmarkshistorie lyslevende.
Det er spændende og velresearchet historisk true crime uden blod og sensationshunger.

Doktor Glas

Nogle klassikere er så uendeligt fortærskede, men engang imellem dumper der en ny ned, som man ikke havde lagt mærke til før, og sådan en er 'Doktor Glas' af Hjalmar Söderberg fra 1905, som selv med sine over hundrede år på bagen stadig virker dugfrisk.

I en varm sommer i Stockholm møder vi Doktor Glas, der, for at bryde sit livs tristesse, begynder at overveje et mord på en ulidelig pastor, så hans unge hustru kan blive for ham. Men kan doktoren tage liv og død i egen hånd? Eller begiver han sig ud, hvor han ikke kan bunde? 'Doktor Glas' er en fascinerende, filosofisk klassiker!

Det tredje rige

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård skriver bedre end nogensinde. 'Det tredje rige' er den tredje bog i serien som startede med 'Morgenstjernen' og 'Ulvene i evighedens dal'.

På én eller anden måde rummer denne romanserie alt hvad en stor samtidsroman skal: man kan mærke tidsånden, vores fælles angst for klima og krig ulmer i romanen. 
Det er kæmpe kunst. Og det er dødunderholdende.

Kærlighed i hadets tid

Til alle der tror, at historieskrivning nødvendigvis skal være kedeligt, så er der kun én ting at sige: du skal læse Florian Illies!

I 'Kærlighed i hadets tid' kommer vi med på en rejse gennem 1930'erne og møder folk som Simone de Beauvoir, Jean-Paul Sartre, Henry Miller, Anaïs Nin, Bertolt Brecht, Marlene Dietrich, Josephine Baker og Zelda og F. Scott Fitzgerald. Gennem Illies' helt unikke skrivestil, hvor alle disse liv væves sammen, kommer vi med ned i en historisk periode, hvor man forsøgte at skabe en ny, friere og mere ubunden kærlighed. Vi er med på første række, når de store forfattere, kunstnere og kulturpersoner elsker og begærer hinanden - lige indtil at nationalsocialismens greb begynder at stramme, så kærlighedens soldater må flygte og spredes for alle vinde..

Kager du bager igen

Kogebøger bliver ikke anmeldt og anbefalet særlig ofte - næsten aldrig. Og det er synd! Lad dette være undtagelsen, for denne bagebog er særlig.
Marie Holm er ikke ude på at kører trends eller wow'e sine læseren med pynt. Det er virkelig gedigent det her, og man kan sagtens mærke forskel. Hendes opskrifter kan tåle temperament og eksperimenter, men i sig selv er de bundsolide. 

Det her en bagebog for the ages!

Sømærke

Da forældrene bliver skilt flytter Lærke med moren til Thy til en hverdag med skole, håndbold og lektier.. Men samtidigt er der på den anden side af jorden en berømt og eventyrlig far, ved navn Kløvedal, der også trækker..

Det er spændt ud mellem disse to poler - mellem den jyske hverdag og nordkaperen - at den unge Lærke må prøve at finde sig selv.. For hvordan finder man sin egen plads i verden, og i sin familie, når man har flere halvsøskende end man kan tælle, og ens forældre er på hver sin side af kloden? Det prøver Lærke Kløvedal at besvare i sin fantastiske erindringsfortælling 'Sømærke'. ​​​Læs den for dens knivskarpe sprog, for dens ærlighed og for dens menneskelighed!

Hafni fortæller

Hafni er blevet skilt og nu er det tid til at stikke snuden frem og tage alene på smørrebrødsrejse. 
Hafni er typen der kommer til at svare ’jo’ til et frieri i stedet for nej. Og som venter på at vækkeuret ringer, selvom hun er vågen – for ellers er det lidt synd for vækkeuret. Helle Helle skruer op for både humoren og eksperimenterne i denne roman - der er meget fortælleglæde at spore.
Det er både rørende og sjovt at være med Hafni på rejse og Helle Helle er som altid solidarisk og kærlig ved Ringsted, Høm og Faaborg og hvor vi ellers kommer rundt. 
Men hun driller os, med vores sprog, vores vaner og vores uendelige fejlbarlighed. Her tager Hafni så en for holdet, kan man sige.
 
Helle Helle overgår sig selv med denne sjove, mørke og mesterlige roman.

Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler

I Ditte Holm Bros 'Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler' følger vi igennem en decemberdag i 1958 de to hjemmegående kvinder Valborg og Johanne. Bogen krydsklipper hele tiden mellem de to kvinders hverdag, mens de hver især bliver indenfor husets fire vægge og gør, hvad der skal gøres. Samtidigt drømmer de dog om et andet fællesskab og en anden kvindelig forbundethed end tiden og ægteskabet tillader. Derfor er det også en bog om ensomhed, og Ditte Holm Bro skriver smukt og poetisk om måden hvorpå de ensomme tanker bevæger sig rundt i omgivelserne, så støvet næsten taler til én, og huset holder øje med én, når man hjemme.

Det er stærk historisk fiktion anno 2023!

Vi ville have fortalt hinanden alt

Læsere kender den tyske forfatter Judith Hermann som en ekstremt tilbageholdende og næsten knap forfatter og derfor det så overraskende at denne selvbiografiske bog er så generøs og viser så meget sårbarhed.
Hun trækker tæppet til side og fortæller inderligt om sig selv, og vender sit skarpe blik mod sig selv og sin egen slægt.

Vi hører om den store »forrykte, overfyldte, labyrintiske lejlighed med undervandsagtigt lys« i Neukölln, hvor Hermann voksede op med en familie tynget af depression. 
Men også om ’valgfamilien’ måske en særligt tysk model – hvor man pga. af løgne og traumer må skille sig af med hele arvegodset og finde sin familie blandt ligesindede.

Øjeblikke af væren

Det er en sand litterær fryd, når man endelig på dansk får ‘Øjeblikke af væren’, som samler Virginia Woolfs uudgivne selvbiografiske skrifter. Her får vi i den grad lov til at komme med ind bag pandelappen på en af det 20. århundredes største forfattere.

Vi kommer her helt tæt på en kunstner, der giver indblik i de fantasier, der driver hendes litterære værk. Og vi hører om hvordan romanen 'Til Fyret' blev undfanget en dag hun gik i London. Men vi får også et blik ind i det victorianske England og en mørk familiehistorie med en patriarkalsk far og en mors og søsters død, som kommer til at kaste lange skygger.. 

Drømmer

Den vilde historie om Claus Meyer er også historien om danskernes madkultur de sidste 25 år - her serveret på en bund af åbenhjertighed og stor skrøbelighed.
Claus Meyer har lyst til at fortælle os sin historie - og den er virkelig læsværdig i sig selv.

Intet madmenneske i Danmark har haft tilnærmelsesvis den indflydelse på vores madkultur som han. Hans kogebøger har altid haft et tårnhøjt niveau - de har været entusiastiske opfordringer til at spise bedre og leve bedre. 
Men der er noget helt andet på spil i denne udgivelse: Meyer fortæller om den tykke dreng der overspiser, om forældrenes svigt og ligegyldighed, om at satse stort og tabe ansigt.

Det er simpelthen gribende læsning og han er meget mere ærlig end han behøvede at være. Hans budskab bliver tydeligere af det: Mad er kærlighed, mad er liv.

Vi skal gøre os umage, vi skal tage det alvorligt, det er meningen med det hele.