'V13' af Emmanuel Carrère
Hvad handler bogen om?
'V13' er kaldenavnet for den retssag, som fandt sted på baggrund af terrorangrebet flere steder i Paris d. 13. november 2015: spillestedet Bataclan, flere caféer og omkringliggende gader samt det parisiske fodboldstadion Stade de France. Retssagen var i første omgang berammet til at vare seks måneder, og det skyldtes især den franske retstradition, som giver taletid til alle ofrene, ”de sårede, de sørgende, de ramte,” som alle har ret til at melde sig som civile parter. Og til at blive hørt i retssalen. I første omgang tog alene det at råbe deres navne op to retsdage, og retssagen blev forlænget til ni måneder: ”hvem vil vove at sige ”Deres taletid er opbrugt” til nogen, der leder efter ordene for at kunne genfortælle helvedet på Bataclan?”
Det er forfatteren til 'V13,' Emmanuel Carrère, fransk forfatter og journalist, der stiller spørgsmålet. Emmanuel Carrère følger retssagen alle ni måneder og refererer fra en lang række af ofrenes historier, både de overlevende og de efterladte, både før, under og efter, at angrebene fandt sted. Oprindeligt ugentlig for en af de franske aviser, og nu samlet i denne retssalsdokumentar, og som sagen skrider frem fornemmer man intensiteten, udmattelsen og, forfatteren nævner det selv, de onde drømme og den grundlæggende tilstand af sorg, når man dag ud og dag ind lægger ører til alle disse uhyrligheder, lemlæstelser og mistede liv.
Hvorfor bør du læse den?
Og hvorfor så overhovedet læse den, når skræk og ubehag på denne måde sniger sig ind i kroppen på selv læseren? Og når der vist ikke engang rigtig kommer noget nyt frem, som den almindelige avislæser ikke allerede ved? Svaret er netop derfor. Modsat en gængs krimi er al fremdrift og suspense trukket ud af læsningen. Der er fortælling på fortælling på fortælling. Af forskellige oplevelser og med en stor grad af overlap. Men gentagelser og delte erfaringer gør den oplevelse, og overlevelse, som er uforståelig for en udenforstående en my mere nærværende og næsten følt på egen krop. Alle de ofre. Alle de helte, som overlever, og som stiller op.
Emmanuel Carrère fremstiller også de tilbageværende 14 anklagede og mere eller mindre medskyldige samt præsenterer os for både deres og de resterende 15 skyldiges livshistorier (de resterende 15 er de døde, som dermed ikke stilles for retten).
Det er en respektindgydende præstation af forfatteren at balancere denne del, som det bliver sagt et sted, ikke for at fælde dom, men for at forstå. Og måske det er det, der skal til? For selvom jeg som udgangspunkt ikke forstår, at noget kan drive nogen derud, hvor det synes rimeligt at tage livet af andre, så forstår jeg måske alligevel nu lidt mere.
Og det synes ligeledes som forfatterens ambition. Som ”svar” på en af de tiltaltes udsagn, som også indleder denne anbefaling, og som begrundelse for at følge retssagen og formidle den videre til os andre skriver Emmanuel Carrère: ”At skrive denne kollektive fortælling, at læse bogen helt fra begyndelsen, det er to umådeligt store ambitioner. De er sikkert uden for rækkevidde. Men det er det, vi er her for.” Og derfor bør vi læse den.
Hvad minder bogen om?
For nyligt læste jeg den franske roman 'Storebror,' skrevet af den franske forfatter Mahir Guven. Romanens to brødre, deler på nogle punkter i hvert fald forhistorie og potentiel fremtid med de tiltalte på anklagebænken i Paris. Og selvom den som roman og med sit hæsblæsende tempo er noget helt andet end 'V13,' så kryber også den ind under huden på læseren samt giver sit bud på en nuanceret historie for bedre at forstå.
Philippe Lançon, journalist og overlevende fra terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris i 2015, skrev på baggrund heraf romanen 'Hudlappen,' som er stærkt læseværdig for sine beskrivelser af, hvordan forfatteren overlever, både fysisk og mentalt, først angrebet, siden sårene, operationerne og tilliden til verden. På samme måde som i 'V13' fylder angrebet både det hele og ingenting, når Lançon beskriver, hvordan han med hjælp fra kunsten og litteraturen gennemlever og overlever angrebet.
Endelig vil jeg også gerne anbefale Antoine Leiris’ fine og sørgelige 'I får ikke mit had.' Antoine Leiris’ hustru er blandt ofrene på Bataclan, og i bogen, hvis titel blev et slogan under V13-retssagen, fortæller han om at overleve og leve videre, som offer til et offer. I 'V13' bringer Emmanuel Carrère Antoine Leiris’ roman op i forbindelse med sin beskrivelse af et andet offer, en far til en datter, som blev dræbt d. 13. november 2015. Modsat mange andre af de overlevende og efterladte til dræbte, hvilket netop er en pointe, står den efterladte far eksplicit og højlydt fast på sin ret til at hade. Og det er netop det 'V13' kan: give stemme til alle stemmerne.
