Kom i gang med lydbøger

Uanset om du er novice eller lydbogskender er der anbefalinger til dig!

Her på Lyngby Stadsbibliotek er vi entusiastiske lydbogslyttere! Hvis du ikke ved det allerede, så lad os med det samme afsløre hemmeligheden som alle lydbogselskere kender: Det er en anden læseoplevelse. Når du lytte-læser smelter oplæserens stemme og fortællingen sammen og bliver en oplevelse i egen ret.

Kan du huske hvordan det var, før man kunne læse? At få læst højt, give sig hen og bare være i historien. Det er den magi du kan få del i igen – med de rette bøger naturligvis! Det er en nem måde at læse på, en vej til nye læseoplevelser og så er det naturligvis gratis. 

Hvis du er låner i Lyngby-Taarbæk Kommune kan du låne hele 6 lydbøger på Ereolen om måneden. Ereolen har en funktion, hvor man kan prøve en lydbog før man låner den og vi vil på det varmeste anbefale at du bruger den! Selv den bedste bog kan være svær at komme igennem, hvis du ikke er glad for oplæseren. Prøv dig lidt frem og find de oplæsere som du kan lide at være i selskab med. 


På børnebiblioteket har højtlæsningsbøger deres egen hylde, det er nærmest en genre i sig selv. Sådan er det desværre ikke på voksenbiblioteket, men også her er der bøger der gør sig særligt godt, når de bliver læst højt.

Mange klassikere er simpelthen skrevet til at blive læst højt om pejsen, så giv dem en chance - de er perfekte til lytte-læsning. Hvis du er mere til faglitteratur kan vi også hjælpe: både biografier og en del nyere naturvidenskab er så levende og fortællende i deres sprog, at de er bliver gode lydbøger. 

Nu kan du putte magi og gode fortællinger i alle de kedelige pauser i hverdagen - en, to, tre, lyt!