'Verdenshjertet' af Viggo Bjerring

Af Anonym (ikke efterprøvet)
27.12.23
I denne uge anbefaler vi en skræmmende genkendelig sci-fi-dystopi

Hvad handler den om?


I en nær fremtid, er klimakatastrofer og viruspandemier afværget, og øko-kapitalismen har vundet indpas. Mikro-entrepeneurship, som vi kender det fra bl.a. WOLT og UBER, er blevet den herskende norm på arbejdsmarkedet, og kunstig intelligens griber ind i stadigt flere og mere intime kroge af menneskelivet. Mads er uddannet litteraturhistoriker. Han tjener lige nøjagtigt nok til at overleve, ved at tage arbejde som korrekturlæser fra jobportalen Easyjobs, hvor han må konkurrere med andre i samme situation, om de jobs der bliver lagt op. En dag lander Mads en større og velbetalt opgave. Han skal skrive en bog som vil blive udgivet i en anden forfatters navn. Pengene er gode, og Mads føler sig både heldig og tiltrængt udfordret som litterat.

Da bogen er færdig modtager Mads sit honorar, der desværre er mærkbart decimeret efter at Easyjobs har taget sin del af det aftalte beløb, og samtidigt har pålagt beløbet en ny øko-afgift. Det bliver ikke bedre af at bogen bliver en stor succes – vel at mærke i en andens navn. Men da Mads bliver kontaktet af ”forfatteren” - om han vil skrive 2’eren, til et endog meget favorabelt beløb, bliver det svært for ham at takke nej. Det kommer næppe som en overraskelse, at noget er galt med denne handel, og som arbejdet skrider frem begynder virkeligheden så småt at smuldre omkring Mads.

Hvorfor skal man læse den?


De tematikker som bogen kredser om, i form at pandemier, klimaforandringer og kunstig intelligens, spiller ind i nutidens kollektive frygt. Hvad sker der når vi begynder at give afkald på vores rettigheder og privatliv, for at undgå et klimasammenbrud? I Verdenshjertet udfoldes et fremtidsscenarie, der synes både genkendeligt og troværdigt, og det er den lille forskydning i virkeligheden der lige er nok til, at det genkendelige bliver klaustrofobisk. Trods ubehaget er bogen både letlæst og underholdende. Bjerring skriver med en afmålt dosis humor som klæder bogen. Men satiren er skarp, og man gyser over den vision han stiller os til skue. 

Hvilke andre bøger, synes du, den minder den om?


Både Maren Uthaugs '11%' og Kaspar Colling Nielsens 'Den Danske Borgerkrig 2018-24', frem skyder nutidens tendenser, til en dansk-dystopisk fremtid, så det er både uhyggeligt og underholdende. Men i tone og stil minder 'Verdenshjertet' måske mere om Svend Åge Madsens romaner – f.eks. 'Se Dagens Lys', hvor dagligdagens dræbende monotoni er afskaffet, så menneskeheden kan vågne op til en ny og spændende virkelighed hver dag.