'Vægtløs' af Alberte Clement Meldal & Mette Bender

21.06.23
Er du klar til bikinisæsonen? Har du mon tabt julesulet, har du prøvet hvidvinskur, Keto, faste eller Sense? Vi anbefaler en bog der stiller skarpt på de umulige krav mange af os stiller til kroppen

Hvad handler bogen om?


Forfatteren Alberte Clement Meldal har været i krig med sin krop siden hun var teenager og arbejdede som model.
I bogen undersøger hun hvorfor det egentlig er sådan – både for hende og for rigtig mange andre mennesker.

Hun undersøger fænomener som kropsidealer, selvbillede og slankekurs-forstyrrelser ved at interviewe en masse mennesker med viden og holdninger til kroppen. 
Undervejs følger man også hendes eget spor med en gryende accept af at man godt må se med lidt mildere øjne på sin egen krop.

Hvorfor skal man læse denne bog?

Slanke-tankegangen, der aldrig holder fri, fylder meget for mange især kvinder: Hvis man bare lige vejede 5,9,14 kg. mindre ville kroppen være meget bedre og smukkere og SÅ starter det gode og sjove liv. Denne bog er et tankevækkende indlæg i debatten om kropsidealer. Især Alberte Clements sessioner med diætisten Inger Bols, der ikke vil hjælpe med et vægttab, er vildt interessant.


Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Jeg kan ikke komme i tanke om andre bøger der angriber emnet på samme måde. Derfor kan jeg virkelig anbefale 'Vægtløs' hvis man interesserer sig for emnet.