'Sol over indre by - og historien om en ilder' af Sophie Souid & Emilia Rubæk

30.08.23
Har I allerede læst alle bøgerne om Sallys far? Så mød Sol, en pige der har det med regler, som hun har det med tandlæger (hun bryder sig ikke om dem).

Hvad handler bogen om?


’Sol over indre by’ er en serie på foreløbig to bind, der handler om Sol der er donorbarn og bor sammen med sin mor. I denne bog vil Sol gerne have et kæledyr, men det er ikke tilladt i den lejlighed, hvor hun bor. Derfor beslutter hun at ”låne” et kæledyr og bare glemme at aflevere det tilbage. Sol vil egentlig låne en hund, men får fat på en ilder, som mest af alt ligner en slatten gulvklud og en vaskebjørn, der er blevet trukket i halen. 

Hvorfor skal man læse denne bog?


Historien er en varm og vidunderlig fortælling med farverige illustrationer. Der er god chance for at både børn fra fire år og deres forældre får trukket på smilebåndet, når de læser om Sol med de mange idéer og hendes to venner Bror og Søs.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Serien kan fint læses af fans af ’Sallys far’ og ’Ruth viola med bindestreg’.