'Resten af dagen' af Kazuo Ishiguro

31.01.24
Litteraturformidler Emilie anbefaler denne uge en tyst og hjerteskærende roman af en Nobelprisvindende forfatter.

Hvad handler bogen om?

Vi møder den aldrende butler Stevens i 1950’erne. Stevens er godt oppe i årene og befinder sig, mildest talt, bedst i vante rammer strengt håndhævet af den professionelle kodeks, han aldrig viger fra. Men to ting rykker Stevens ud af de faste rutiner: Han modtager et brev fra en tidligere kollega, Miss Kenton, som rumsterer i hans ellers så velordnede sind, og kort tid derefter foreslår hans nye, amerikanske arbejdsgiver at Stevens jo passende kunne tage på ferie, mens han selv er udenlands. Stevens begiver sig derfor på en køretur gennem England med det mål for øje at møde Miss Kenton og måske overtale hende til at vende tilbage til arbejdet og livet på godset Darlington Hall. På denne tur bliver læseren inviteret med ind i Stevens’ refleksioner over et liv dedikeret til at yde den fornemste service til landets mest magtfulde mænd – midt i en tid, der præges af store verdenskrige og komplekse moralske og politiske dilemmaer. 

Hvorfor skal man læse denne bog?

Man får næsten lyst til at holde vejret, når først Stevens’ tøvende, tyste og ofte rigide tankestrømme begynder at flyde. Det føles som et yderst hemmeligt sted, vi læsere bliver inviteret med ind i, og måden hvorpå Stevens’ langsomt løfter sløret for mere og mere komplicerede aspekter af sit liv gør, at denne læseoplevelse bliver noget ganske særligt. Stevens’ refleksioner giver et rystende og rørende indblik i hvordan en dedikation til stolthed, værdighed og principfasthed også kan ende med at fungere som store, moralske skyklapper, og læseren bliver tilskuer til den knusende smerte det kan være at indse, at man måske har ladet nogle af livets smukkeste facetter gå sin næse forbi.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Kazuo Ishiguro har en helt særlig evne til at skrive karakterer frem gennem idiosynkratiske, indre monologer, noget man f.eks. kan opleve i hans fantastiske sci-fi roman ’Klara og solen’. Samtidig synes jeg der er en genklang af E. M. Forsters møde at skrive om og fra det engelske overklassemiljø på, i ’Resten af dagen’.