'Mit Abruzzo' af Per Petterson

19.04.23
Vi anbefaler en smuk og sanselig dagbogsudgivelse fra en af de største norske forfattere

Hvad handler bogen om?


Tænk at der kan komme en knap 400 siders gnistrende, levende erindringsbog ud af en kombination af voldsom skriveblokering og corona-nedlukning. Den prisvindende norske forfatter Per Petterson burde egentlig skrive på sin næste roman, men intet kommer ud på tastaturet og i stedet begynder han at skrive notater i denne journal.

Det handler om hverdagen på den afsidesliggende gård, om arbejdet med dyrene og den daglige læsning af et væld af litteratur, men fremfor alt folder journalen et rigt indre liv ud. 

Hvorfor skal man læse denne bog?


’Mit Abruzzo’ føles som kalejdoskopisk læsning, for bogen springer elegant mellem nutid og fortid, mellem følelsen af succes og svær modgang, mellem angstanfald og stille lykke. Her er refleksioner om barndommen og forholdet til brødre og forældre, anekdoter fra både vellykkede og nedslående samtaler med andre forfattere og tanker om forfatterlivet og den til tider uigennemskuelige sammenfletning af fiktion og virkelighed.

Som altid formår Petterson at skrive livets kompleksitet frem i et sprog, der både er præcist og sanseligt, og hans karakteristiske lavmælte, rå humor lyser de mere mørke dage op. 
Efter endt læsning får man lyst til at kaste sig over forfattere som Natalia Ginzburg, Lev Tolstoj og Raymond Carver – og samtidig kan bogen læses som en vej ind i Pettersons eget forfatterskab.

En del af ny udstilling


På Stadsbiblioteket har vi indkøbt en god stak af ’Mit Abruzzo’ til vores nye udstillingsområde Fordybningen. Første udstilling har temaet 'At læse er at leve', og her har vi udvalgt en række bøger, der hylder læsningens fantastiske evner. Bøgerne her kan ikke reserveres på forhånd, så der er god grund til at komme forbi biblioteket og blive inspireret til din næste læseoplevelse. Læs mere om Fordybningen her.