'Mellem verden og mig' af Ta-Nehisi Coates

16.08.23
Litteraturformidler Emilie anbefaler denne uge en hårdtslående og rørende bog henvendt fra far til søn

Hvad handler bogen om?

Hvad vil det sige at miste sin krop? Da forfatteren Ta-Nehisi Coates bliver stillet dette spørgsmål af en nyhedsvært, sætter den tydelige afstand mellem nyhedsværtens virkelighed og Coates’ egen virkelighed gang i en refleksion over hans plads i samfundet som sort, amerikansk mand som også er far til en sort dreng, der skal vokse op i USA.

Mellem verden og mig udfolder denne refleksion i form af en dybtfølt, smuk og kompromisløs henvendelse skrevet af en far til sin søn. Bogen er altså både en fars kærlighedserklæring og samtidig en refleksion over det at leve i en sort krop i et samfund, der gennem hele sin historie systematisk har undertrykt og ødelagt sorte kroppe og liv. Læseren bliver taget med til Coates’ barndom og ungdom i Baltimore, tilbage til den amerikanske borgerkrig og med ud i den fremtid, Coates med berettiget nervøsitet og håbefuldt mod forestiller sig for sin søn. 


Hvorfor skal man læse denne bog?


Denne bog er lidt af et mesterværk. Ta-Nehisi Coates skriver blændende godt og formår at ramme en unik, rørende og indsigtsfuld balance mellem ærlige og sårbare beskrivelser af personlige oplevelser på den ene side, og syleskarpe analyser af hvordan amerikansk historie og nutid gennemsyres af vold og racisme på den anden side. Resultatet er en både gåsehudsfremkaldende smuk tekst og et tiltrængt opråb, som giver anledning til eftertanke og selvransagelse. 

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?


Denne bog minder på mange måder om britiske Reni Eddo-Lodges’ 'Derfor taler jeg ikke længere med hvide om race'. Begge bøger formår nemlig at folde spørgsmål om racisme i vestens historie og nutid ud på deres egen skarpe og unikke måde.

Bogens henvendelse fra en far til sin søn minder på sin vis også om danske Rikke Viemoses 'Nu taler jeg: Brev til min datter', hvori en mor skriver til sin datter og reflekterer over sine erfaringer med sexisme og feminisme.