'Jordbo' af Emmy Laura Perez Fjalland

03.01.24
Vi anbefaler en nænsom, jordbunden bog, som inspirerer til nærvær i og med naturen

Hvad handler bogen om?


’Jordbo’ består af en samling små tekster, som handler om at genskabe forbindelsen til naturen og landskaberne omkring os. Den handler også om omsorg, nærvær og værdien af håndens arbejde. Det er en smuk og nænsom bog, som det er svært at sætte i genremæssig bås. Her er nemlig både små personlige essays, blide meditationer, enkle madopskrifter, inspirerende tematiske litteraturlister og øvelser i at studere og kortlægge naturen. 


Hvorfor skal man læse denne bog?


Man trækker vejret lidt dybere og begynder at mærke, dufte og lytte til naturen med fornyet opmærksomhed efter at have læst ’Jordbo’. Jeg var især begejstret for bogens fem såkaldte Meditationer, som i helt korte, enkle sætninger inviterer og inspirerer til at udforske et aspekt af naturen. Det er nærmest meditativt at læse sætninger som: ”Sylt citroner i januar. Jagt stjerneskud i november. Blæs sæbebobler i maj.”, og uanset om man udfører handlingerne eller ej, så aktiverer ordene straks éns sanser og fantasi.
Forfatter Emma Laura Perez Fjalland er uddannet kulturgeograf, og hun bringer også interessante begreber fra forskningen inden for bl.a. geografi, antropologi og lingvistik i spil undervejs i bogen.


Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?


Fjalland har netop udgivet bogen ’Almanak’, som også handler om at nærme sig den nære og dybe natur. Bogen følger årstidernes skiften og beskriver forskellige landskaber, væsner og steder, som læseren kan udforske.