'Hvad jeg ved om kvinder på heste' af Pernille Stensgaard

02.08.23
Journalisten Pernille Stensgaard er tidligere hestepige og i denne unikke bog fortæller hun hestens kulturhistorie beriget af sine egne erkendelser

Hvad handler bogen om?

I ’Hvad jeg ved om kvinder på heste’ sætter Pernille Stensgaard sig både for at fortælle sin livshistorie, men også kvindehistorie og kulturhistorie – alt sammen med udgangspunkt i heste og ridning. Bogen står måske i bibliotekets skønlitterære afdeling, men der står ingen genrebetegnelse på bogen, og det er en af de dejlige bøger, der er uden for kategori.

Den blander erindringer med skønlitteratur, kulturhistorie og essaygenren, og det gør, at der ikke skrælles noget fra for at passe ind i en boks – det er kun livet, der kommer med, og det er meget levet liv, hun får presset ind på blot 190 sider! 

Hvorfor skal man læse denne bog?

Pernille Stensgaard trækker tråde til kulturhistorien, men det bedste i bogen er historien om hendes eget liv, som belyses gennem hendes eget skiftende forhold til hestene. Bogen starter i de tidlige ungdomsår, da hun falder pladask for ridningen og rideskolen, der kommer til at være en helt anden verden, et frirum fra skolens lektier, dumme lærere og hierarkier.

Ridningen glemmes dog i en masse år, da puberteten presser for meget på, men mange år senere, skal en nu aldrende journalist pludseligt kaste al journalistikkens og modenhedens seriøsitet af sig. Hun beslutter sig nemlig for igen at sætte sig op på en hesteryg, og lige pludseligt er hun nybegynder igen, men ser også, at man stadig kan falde pladask for noget, lige som man gik og troede, at man var en livsklog journalist i livets efterår. 

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Bogen er en af de bøger, der kan give lyst til mere af samme stil, men man kigger sig lidt skuffet om efter noget der ligner. Blandingen af noget meget personligt med noget reflekterende, der drager bøger og kulturhistorien ind, kan dog vække mindelser om Lilian Munk Rösings vidunderlige ’Kaplevej 97’. 

Oplev Pernille Stensgaard i samtale med Synne Rifbjerg på Stadsbiblioteket d. 17/1 2024. Du kan købe billetter på www.lyngbykultur.dk fra d. 15/8 kl. 12.