'Den fortabte sjæl' af Olga Tokarczuk & Joanna Concejo

25.10.23
I denne uge anbefaler vi en blændede billedbog for voksne

Hvad handler bogen om?


I denne utroligt smukke bog fortæller ord og billede tyst men tydeligt en historie, der formentlig taler til de fleste mennesker i nutidens verden. Vi møder en mand, som arbejder så meget og har så travlt, at han en dag føler han ikke kan få luft og glemmer sit eget navn. Han opsøger derfor en læge som giver ham den diagnose, at han er halset afsted så hurtigt, at hans sjæl ikke kunne følge med. Han må derfor sætte sig ned og tålmodigt vente, til sjælen indhenter ham igen. Og det kan godt tage lang tid. Herefter følger en række ordløse billedopslag, hvor vi både ser den ventende mand, og hans fortabte sjæl, der leder efter ham. Joanna Concejos illustrationer har en helt særegen og gribende ro, der opfordrer en til at dvæle ved hvert opslag, synke ned og ind i historien.


Hvorfor skal man læse denne bog?


I denne bog supplerer form og fortælling hinanden på eminent vis. Både fordi Tokarczuks enkle men betydningsfulde historie og Concejos illustrationer går så smukt i spænd, men også fordi bogen er utroligt kort men alligevel skal læses og opleves langsomt og grundigt. På den måde giver selve det at læse, bladre i eller betragte bogens opslag læseren en helt fysisk fornemmelse af at bremse op, blive opmærksom og måske endda lade en fortabt sjæl finde hjem igen. 


Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?


Der findes en del smukke, underfundige billedbøger henvendt til voksne læsere. ’Den fortabte sjæl’ får mig til at tænke på den danske illustrator Signe Parkins’ bøger eller norske Lisa Aisatos ’Livet – illustreret’. Jeg vil dog også nævne Tove Janssons velkendte Mumi-bøger. Jeg snakker tit om at disse bøger i høj grad (også) bør læses af voksne læsere. Her vil jeg især nævne ’Troldvinter’ eller ’Sent i november’ som med dyb livsklogskab kaster et kærligt blik på nogle af livets mørkere sider.