'Bark' af Georges Didi-Huberman
Hvad handler bogen om?
En morgen i 2011 besøger den franske filosof Georges Didi-Huberman Auschwitz-Birkenau, hvor hans bedsteforældre blev dræbt. ’Bark’ er hans insisterende forsøg på at forestille sig det, som ikke lader sig forestille. Med 19 fotos taget i Auschwitz-Birkenau, mere end 65 år efter at nazisterne forsøgte at slette deres spor - inden den røde armé nåede frem, fokuserer han på de materialer der findes i og omkring udryddelseslejren, der i dag fungerer som statsligt museum til ihukommelse af de millioner af ofre der blev myrdet netop dér. Men Auschwitz som museum, bliver skarpt kritiseret for at forgøgle fortiden. ”Hvad skal man sige, når Auschwitz som sit eget sted må glemmes for at kunne opføres som et fiktivt sted, der skal minde os om Auschwitz?” spørger Huberman i bogen. Selve renovationen - og i visse tilfælde, opførelsen af bygninger og materialer, som ikke fandtes, er en forvanskning af fortiden, og bringer os længere væk fra gruens sandhed. Et stærkt eksempel på hvordan materialernes vidnesbyrd undertrykkes og forsøges bortredigeret, skriver Huberman, er at konservatorerne – øjensynligt af hensyn til de besøgendes sensibilitet, tildækker de knoglestykker, der ved regnens udvaskning, skyder frem fra birkeskovene omkring det område hvor krematorierne lå.
Hvorfor skal man læse denne bog?
’Bark’ er en påmindelse om, at det man som gæst bliver eksponeret for i museum-Auschwitz, er kurrateret, redigeret, og er en del af en kultur, der – omend velmenende, kan synes blind for dele af sit eget virke. Bogens titel kommer af billedseriens første foto. Det viser i al’ sin simpelhed, 3 stykker bark, som Huberman rev af nogle af de omkringliggende birketræer ved sit besøg. En nøjsom betragtning af disse 3 stykker bark, syntes at åbne op for en række etymologiske og poetiske associationer hos Huberman, som tillod ham at gentænke erindringens virke. Selvom det kan forekomme en smule kryptisk, hvordan billeder af birkebark, noget pigtråd og et revnet gulv, skal kunne få os til at reflektere over historieskrivning og holocaust på ny, afføder en gennemlæsning af ’Bark’ en mærkbar indre bevægelse.
Hvad minder den om?
Jeg kan ikke komme i tanke om nogen holocaust-litteratur, der minder om ’Bark’, men jeg vil gerne anbefale Peter Langwithz Smiths ’Dødens Bolig: Auschwitz-Birkenau’, der i sit fysiske format og klassisk-historiske sigte, står i diametral modsætning til Hubermans lille udgivelse.