De nye til de største

De bedste nye billedbøger til de største

Vidste du, at der er 206 knogler i et menneske? Eller at dit hjerte er en muskel på størrelse med din knyttede hånd? Her kan I blive klogere på alle kroppens knogle, muskler, sanser og følelser. Hver opslag har både et fint rim, et enkelt afsnit med fakta og en sjov aktivitet, hvor hver kropsdel bliver brugt på forskellig vis. Aktiviteter er nemme at gå til og kræver ikke meget forberedelse.

En spændende fagbilledbog for de 4-6-årige med flotte illustrationer og masser af sjove detaljer.

Gå på opdagelse i bogens mange forslag til aktiviteter. Slip fx tæerne fri og stræk, hop, vip og drej rundt for at afprøve tå-musklerne. I kan også prøve at tegne med tæerne.

I kan lege med jeres sanser. Prøv fx at gå på jagt efter former og farver. Hvor mange ting kan du se af den samme farve? Eller prøv at lugte til alle mulige forskellige ting med bind for øjnene.

Historien handler om en heks, der er både ond og farlig. Og om en dreng, der ikke er så nem at skræmme væk. Der er uhyggelig stemning fra første side med sorte katte, edderkopper og et spøgelse. Læs den for de 4-6-årige og hør, hvordan det lykkes drengen og heksen at blive venner.

Når I har læst historien, er det oplagt at snakke om venskab, forskelligheder – og måske også om, hvad der kan gøre en bange. Måske kan frygten overvindes, hvis man har en god ven med?

Fluen Ole nyder livet og laver mange sjove ting. Han leger med en bænkebider og tager et skumbad. Pludselig er han lukket inde i køleskabet, og selvom der er dejlig mad, er der også meget koldt. Fin og finurlig billedbog for de 3-4-årige.

Prøv at opleve verden som om, I var fluer. Hvor ville I lege, og hvad ville I spise?

Kan man godt være med i en bog om hunde, når man nu er en kanin? Kaninen sætter sig for at bevise, at den er en rigtig hund, selvom hundene er lidt skeptiske. Men kaninen kan sagtens både spise hundekiks og vise store hundeøjne. Men når det kommer til at snuse til hømhømmere, bliver det svært. Men hvad er egentlig vigtigst for, at man kan være med i bogen?

Sjov og finurlig historie om venskab og hunde for de 3-6-årige holdt med enkle sorte/hvide tegninger med et strejf af rød.

Hvad er det specielle ved hunde og ved kaniner? Hvordan opfører de sig? Prøv selv at lege hunde og kaniner. Snak om hvordan er man en god ven.