De nye til de mindste

De bedste nye billedbøger til de mindste

Sikke mange dyr man kan møde på sin vej - Både små biller og store dyr. Nogle bløde, nogle slimede og nogle helt lette som fjer. De vil ikke alle sammen snakke med Emil, men nogle af dem vil gerne komme helt tæt på. Kan I genkende dem alle sammen? En fin serie af bøger med små realistiske historier for de allermindst fra 1 år - oplagt til sprogstimulering.

I kan selv gå på opdagelse i naturen. Måske I kan møde de samme dyr som Emil eller måske nogle helt nye.

Der er ind til videre fire bøger om kaninen Obi og hans hverdag. I denne bog har Obi leget udenfor og er blevet beskidt. Nu skal han i bad – og selvom han vasker sig grundigt, så er han næsten ved at glemme ørerne.

Brug bøgerne sammen med de yngste til at snakke om hverdagen. Bøgerne har enkle illustrationer i klare farver, så selv de yngste i vuggestuen kan være med til at finde og pege.

En del af de skønne illustrationer fra 'Den utrolige historie om den kæmpestore pære' er her brugt til en herlig findebog. Historien bliver fortalt meget kort, og på hvert opslag er der mange ting, der skal findes. Bogen er lavet med pap-sider, så den kan holde til, at de yngste børn selv går på opdagelse i illustrationerne.

Læs historien for de 2-4-årige og find de mange ting. I kan også holde øje med musene, som ofte er med på billederne. Forestil jer, at I fandt et magisk frø – hvad ville I ønske jer, at der voksede op af jorden?

Frida kommer til at klippe sin tegning helt forkert. Heldigvis kan den fikses med tape. Hvad kan mere klippes? Frodes hår, gardinet, ponyernes haler, potteplanten? Det kan alt sammen klippes og fint fikses med tape. Men da Frode klipper øret af Fridas yndlingselefant, går det ikke længere. Den kan ikke ordnes med tape. Heldigvis ved Mormor hvad, der skal gøres.

Sød serie om hverdagens små finurligheder og konflikter, som de 1-3-årige kan spejle sig i med hyggelige og rolige illustrationer. Læs også de andre bøger i serien om Frode og Frida.

I kan selv prøve at bruge sakse. Kan I klippe i papir, stof eller måske blade? Men husk at ikke alt kan repareres med tape.