Bing! Bong! Kadonk!

Der findes så mange fantastiske lyde omkring os - både dyrenes lyde, vores egne lyde og musikken. Her er et udvalg af de bedste bøger om alle lydene omkring os.

Sjov billedbog på vers hvor bondegårdsdyrene har skiftet lyde. Hunden siger ’Mæh!’, fåret siger ’Mjav!’ og grisen siger ’Piv!’. Kan du hjælpe dyrene med at finde deres rigtige lyd og afslutte rimet?

Sjov og rimet billedbog for de 2-4-årige, hvor børnene selv skal rime med. I kan selv lege med dyrenes lyde. Find billeder eller figurer af dyr og snak om, hvad deres lyd er.

Ingen billeder? Det lyder da kedeligt. Men det er det skam ikke. Dette er nemlig en bog, som virkelig udfordrer sin oplæser og får børn til at ligge på jorden af grin. Her skal oplæseren både snirkle sig gennem ord som ’Blørk’ og ’Blyyrf’. For sådan fungerer bøger. ALT skal læses højt.

I kan selv finde på jeres egne super fjollede ord og få hinanden til at gentage dem. I kan også lave jeres helt egen bog uden billeder, som forældre kan få med hjem og læse højt.

Der er masser af spændende lyde omkring Buller. Frøen siger ’Koaak’, balloner siger ’Puff’ og også Buller selv har en masse fantastiske lyde i sig. Hvilke lyde har I selv?

Gå på opdagelse på stuen og find ud af, hvad alle de forskellige ting siger, og se om I kan gentage det. Hyggelig lyd-ordbog for de 1-3-årige.

Fantastisk og kunstnerisk billedbog om de mange facetter af lyd. Der findes mange forskellige lyde i vores krop, i vores hverdag, i naturen og ude i verden. Her kan I både læse om lyd som bølger, lydstyrke og musik. I kan selv gå på opdagelse efter alle de forskellige lyde, eller sidde sammen og bare nyde stilheden. Spændende fakta-bog for de 4-6-årige at gå på opdagelse i.

Der er stadig pladser til Faglitterær Festival den 25. september, hvor vi har en hel formiddag med fokus på lyd. Her vil der både være højtlæsning, sjove lege, kreativt værksted og teater.

Bestil billetter her.