Bier i litteraturen

03.05.24
Bier er velkendte forårsbebudere og også en utroligt fascinerende, mangfoldig og betydningsfuld insektgruppe.

Til 'Litteratur i det fri' d. 30/4 gik vi på opdagelse i biernes verden igennem begejstret faglitteratur og sanselige digte. De udvalgte bøger handler om alt fra biernes vigtigste morgenmad og lyden af deres surren til deres livscyklus og helt essentielle betydning for vores økosystem.

Lyden af bier - Pia Tafdrup

I digtsamlingen 'Lyden af skyer' undersøger og fremkalder Pia Tafdrup høresansen med udsøgt sproglig præcision. Der er adskillige smukke, sansevækkende digte om lydene i naturen, heriblandt også 'Bier i linden', hvor insekternes summen lyder som 'et velstemt instrument'.

Humlebiens år - Dave Goulson

Biologen Dave Goulson er professor i biologi og har siden barndommen været dybt fascineret af naturens levende væsner og i særdeleshed humlebierne. I 'Humlen ved det hele' skriver han lunt, humoristisk og indsigtsfuldt om alt fra humlebiernes navigation, deres største fjender og deres livscyklus. Bliv fx klog på de forskellige humlebiarters foretrukne redesteder, som sjældent er de fint designede redekasser, som havecentrene sælger i stor stil.

Barnet og bierne - Birgitte Krogsbøll

Digtsamlingen ’Pesticid’ er fuld af små glimt fra barndommens have, set gennem barnets begejstrede og nysgerrige blik. Bierne ligner små helikoptere, og selvom de kan se helt døde ud om morgenen, må man endelig ikke begrave dem.
Krogsbøll rammer barnets sprogtone med eminent præcision, og det er svært ikke at trække på smilebåndet under læsningen.

Biernes morgenmad - Anne Sverdrup-Thygeson

I 'Insekternes planet' skriver professor Anne Sverdrup-Thygeson vedkommende, humoristisk og helt nede på jorden om de millioner af insekter, som vi deler kloden med, herunder naturligvis også bierne. I bogen kan du bl.a. læse om biernes foretrukne morgenmåltid, som bliver serveret af piletræerne og består af 'proteinrig pollen med en styrkende sauce af sukkernektar'. 

Honningbiernes kommunikation - Yoko Luise Dupont

På blot 60 sider kan du læse dig til velskrevet viden om biernes historie, deres vigtige funktion som bestøvere og ikke mindst deres interessante kommunikationsformer. Honningbierne kommunikerer med hinanden gennem et dansesprog, som af forskere betegnes som 'svansedans', hvor de ved at bevæge bagkroppen fortæller deres bofæller om de bedste blomsterkilder i nærheden.