Dokumentarfilmen ”Carmine Street Guitars”
Filmen er et portræt af en mand, der går op i sit håndværk omkring guitarbygning og er samtidig et kærligt billede på en butik der består på trods af omgivende gentrificering.
I dokumentarfilmen følger vi det stilfærdige liv omkring fordybning i både konstruktionen og udsmykningen af de fantastiske guitarer, som Rick Kelly bygger. Vi følger også hvordan har giver sin imponerende viden om eksempelvis træsorters evne til at fungere sammen, videre til sin elev, Cindy Hulej.
Guitarerne bliver bygget af træ fra omkringliggende bygninger: Gamle hoteller, kirker og fortæller dermed også en historie om det nærområde de er fra. I filmen lykkes det Rick at få fat i et længe ønsket stykke træ fra en lokal bar: En planke hvor der er blevet spildt øl på gennem de sidste 160 år, som det lyder i filmen.
Igennem filmen kommer der mange kendte guitarister forbi, som prøver guitarerne, som står på ræd og række i den ret lille butik (og som sirligt bliver støvet af af Ricks mor). Mit favoritøjeblik er helt klart når enestående Bill Frisell viser sine talenter på en af de smukke håndbyggede guitarer, men i det hele taget præsenteres så mange forskellige måder at gå til instrumentet på, at det er det vigtigste element i filmen for mig.
Alt i alt er det en skøn dokumentar om en mand, som går så meget op i sit fag, at han i selv indrømmer, at det også er guitarbygning han bruger tiden på, når han er hjemme.
Filmen kan ses på Filmstriben og er dokumentarfilmens svar på ”Smoke” (Wayne Wangs mesterlige filmatisering af et manuskript skrevet af Paul Auster) – blot med et (formodentlig) mindre skadeligt indhold som omdrejningspunkt.
