ultra:bit på Lyngby Bibliotek

I efteråret vil biblioteker i hele Danmark tilbyde oplevelser med kreativitet og kodning.

Det er en del af kampagnen ultra:bit, som er lavet af DR og som skal ruste børn til at udnytte deres nysgerrighed og kreativitet til at bygge fremtiden med teknologi.

Ultra:bit kampagnen tilbyder elever i 4. klasse at blive en del af ”Årgang ultra:bit”, og mange af Lyngbys skoler er med allerede i år. Men på biblioteket kan du lege med fremtidens tekonologi, selvom du ikke går i 4. klasse.

På Stadsbiblioteket i Lyngby har vi fem tilbud:

Udstilling
Du kan opleve udstillingen ”Knæk koden i hverdagen”, hvor du kan løse en professorterning med algoritmer. Udstillingen varer fra 1.-14. oktober.

Lån en micro:bit
Fra den 27. september kan du låne den lille micro:bit, som kan bruges til at skabe en masse sjove og kreative tekniske eksperimenter. Med micro:bit kan du spille elektronisk sten-saks-papir spil, tælle hop eller prøve at skabe nogle af de kreative projekter, som findes på Internettet. Grib udfordringen og prøv at lege med kode og teknologi.

Kode café for børn 
Har du en Lego Mindstorms liggende og samle støv, eller har du forgæves forsøgt at lave et spil i Scratch? Så er der hjælp at få, når MVN Tech bestående af Markus, Villads og Nils-Erik på 11 og 12 år, kommer med gode råd til, hvordan du får liv i robotten eller fart på Scratch spillet. Til trods for deres unge alder har de masser af erfaring at trække på fra flere år i Coding Pirates. Kom og få hjælp til det, der driller. Lån en af bibliotekets computere eller Lego Mindstorms robotter, hvis du ikke har en selv. Læs mere om arrangementet her og bestil billet her.

Bygge et micro:bit piano
Er du mellem 11-14 år, kan du deltage i en workshop, hvor vi bruger micro:bit til at bygge et piano af plastik, klemmer og ispinde. I workshoppen skal du kode micro:bitten, så det hjemmelavede piano får lyd på. Efter workshoppen kan du låne micro:bitten med hjem. Læs mere om arrangementet her og bestil billet her.


Byg en Sumo Robot
Er du 15-25 år, kan du i en serie workshops bygge en Sumo robot med micro:bit. Robotten bygges op fra bunden og bruger micro:bit processoren som ”hjerne”.  For at deltage skal du have interesse for teknologifagene fysik og matematik og lyst til at afprøve fagene i praksis ved at bygge en robot med skruer, loddekolbe og tape og programmere den til at sense og køre. Forløbet består af seks workshops, der hjælper dig igennem robot-byggeriet. Når den sidste workshop er afholdt, har robotten potentiale til at kunne dyste i DTU’s RoboCup konkurrence for autonome robotter, som foregår til april 2019. Vær opmærksom på, at der arbejdes parvis med at bygge robotterne, og at der er én robot pr. makkerpar. Workshop forløbet starter til november og er blevet til i et samarbejde mellem DTU Elektro og biblioteket.

Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen