Enrum - Udstilling i biblioteksrummet

Kom ned på Stadsbiblioteket og se resultatet af forårets enestående Enrumsprojekt.

Udstillingen står i biblioteksrummet på Stadsbiblioteket i Lyngby indtil slutningen af september. 

UD AF INGENTING KAN KOMME MEGET

Kan du huske nedlukningstiden? Hvordan vi holdt afstand og blev hjemme bag lukkede døre? Denne omvæltende og mærkelige tid er der nok mange, der mest har lyst til at glemme.

I foråret 2023 har en gruppe af kommunens borgere over 65 år imidlertid gjort det stik modsatte. Stadsbiblioteket har dannet ramme om et nyt fællesskab, hvor vi har genbesøgt de ensomme nedlukningsperioder. Vi ville huske sammen, hvad der skete med os, da vi kom i enrum.

Hver uge har vi tændt for diktafonen og har indsamlet vores erindringer, historier og genstande fra nedlukningstiden. Vi har arkiveret dem, føjet dem sammen og lagt dem frem, før vi glemmer det hele igen.Vi har mødtes over kaffe og huskekage og – vigtigst af alt – over bøgerne. Og mens vi har befolket vores enrum med forfatterstemmer og vores egne historier, er vi kommet ind på livet af hinanden. Vores eftermiddage sammen har været en øvelse i tillid, gavmildhed og rummelighed og har vist, at enrummet måske ved første øjekast kan virke tomt, men at der ud af ingenting kan komme meget.

Her på Stadsbiblioteket, hvor vi opbevarer så mange fortællinger og deler dem med hinanden, vil vi nu dele vores indsamlede erindringsmateriale med dig. Så kan du låne en erindring eller en eftertanke med hjem, når du henter dine bøger.

Udstillingen Enrum er arrangeret og lagt frem med hjælp fra billedkunstner Christian Vind.