Litteratur på vandet - livet under overfladen

06.06.23
Livet under havets overflade har altid fascineret os. Vi stævnede ud på en sejltur med Baadfarten for at dykke ned i litteratur om havets magi.

På en solrig søndagseftermiddag, lagde Baadfarten fra kaj med en litteraturformidler fra Lyngby Stadsbibliotek og en båd fuld af mennesker, der var klar til en sejltur i litteraturens tegn. 

Turen bød på åkander, hejrer og søbrise, men også på anbefalinger af litteratur, der kredser om menneskets fascination af vand og af livet under havets overflade. 

Herunder finder du dagens dryppende litteraturanbefalinger: 

Dronningeporten - Pia Tafdrup

Den danske digter Pia Tafdrup er eminent til at skrive sansende og billedrige digte. Senest har hun gjort det i sin sansekvintet - fem digtsamlinger, der hver er dedikeret til en af de fem sanser. Men i hendes digtsamling Dronningeporten fra 1998 er det ikke de menneskelige sanser men vand, der er digtenes samlende og bærende element. Samlingens forskellige dele har overskrifter som 'Dråben', 'Søen' eller 'Havet' og udforsker derigennem forbindelser mellem vand, sanselighed og krop. 

I digtet 'Min mors hånd' bevæger Tafdrup sig fra et billede af en mors hånd, der nænsomt viser et barn hvordan blyanten skal glide over papiret, til en undersøisk verden, der folder sig ud:

"- Og så skrev vi, 
ind og ud mellem koralrev,
et undersøisk alfabet af buer og spidser,
af sneglespiral, af søstjernetakker,
af fægtende blækspruttearme,
af grottehvælvinger og klippeformationer."

 

Billedhuggerens datter - Tove Jansson

Tove Jansson har en helt særlig evne til at skrive barndomserindringer frem, så man næsten selv begynder at tænke med et barns særlige logik. i Billedhuggerens datter præsenteres vi for en samling historier, eller erindringsglimt, fra en barndom i Finland, hvor somrene blev tilbragt i den finske skærgård. I fortællingen 'Søret' får vi en charmerende udlægning af hvilke regler der gælder, når for eksempel en båd med smuglede brændevinsdunke skyller i land efter en storm, eller om det er i orden at beholde en barkbåd man finder, hvis den bare er lille nok. 

Modstandens melankoli - László Krasznahorkai

Den ungarnske forfatter László Krasznahorkai er noget af et bekendtskab. Han skriver vildt og fabulerende, men også enormt gribende. i Modstandens melankoli er fortællingens drivkraft ikke mindre end en 'SENSATIONEL BLAAHVAL' som bliver transporteret rundt fra landsby til landsby af et omrejsende cirkus. Denne hval har en sælsom tiltrækningskraft som resulterer i, at cirkusset får et følge af hval-besatte mennesker, der vandrer med fra by til by. Hvalens fascinationskraft er sælsom og mystisk, men én ting er sikkert: Det er ikke til at sige hvad der kan ske, når et af havets store mysterier pludselig befinder sig midt blandt os på landjorden. 

Elementære oder - Pablo Neruda

Den chilenske Nobelprismodtager Pablo Neruda har skrevet oder til lidt af hvert. I samlingen Elementære Oder er der digte der besynger alt fra en kastanje på jorden til atomet til 'den lykkelige dag'. Havet, og menneskets forhold til det, er centrum i mange af disse oder. Særligt skøn er 'Ode til dykkeren', hvor et menneske af gummi stiger op af havet, har svært ved at gå på sine 'vældige gummifødder' og forsøger at navigere hvordan livet skal leves ovenvande, efter en tur nede i havets dyb