Børn eller ej? Fem gange skønlitteratur om at vælge børn til eller fra

Heldigvis findes fiktionen også, med plads til nuancer og perspektiver. Og i de seneste år er der blevet skrevet rigtig gode romaner om det der særlige tidspunkt sidst på ungdommen, hvor man skal forholde sig til, om man skal være forælder eller ej. 

Den kvindelige hovedperson befinder sig et sted i livet, hvor de fleste forventer af hende, at hun skal til at sætte et barn eller to i verden. Hun er 35 og bor sammen med sin kæreste, som hun elsker inderligt og har været sammen med i otte år.

Der er bare lige det, at hovedpersonen slet ikke har lyst til at få børn. Det har hun aldrig haft, og hun har ingen forventning om at ændre mening. Men hvad sker der, når kæresten viser sig ikke at være helt så afklaret? Og når det bedste vennepar bliver forældre til en bedårende lille pige?

Aldrig aldrig aldrig udkom på dansk i 2020 og er et skønt nuanceret billede af en ufrivillig barnløs kvinde. Både den lykkeligt barslende veninde Anniken og den afklaret barnløse hovedperson bliver fint og sympatisk udfoldet, og så er det befriende, at bogen afholder sig fra nemme forklaringer på hovedpersonens manglende lyst til børn. Det handler ikke om, at hun ikke kan lide børn, eller at hun har haft en traumatisk barndom. Der er ikke noget galt med hovedpersonen: Hun vil simpelthen bare ikke have børn.

Kirsten Hammanns erotiske thriller Se på mig handler om mange ting: voyerisme, begær, forfatterambitioner og spionage for nu at nævne et par stykker. Men ønsket om at få børn fylder også en del i bogen og bliver fænomenalt skildret af Hammann gennem den kvindelige hovedperson Julie.

35-årige Julie forlades allerførst i romanen af sin forlovede Casper, og det er ikke så godt, for Julie har været stålsat på at få børn, siden hun som lille fik læst Laura Ingalls Wilders erindringsbøger fra prærien højt: ”… Julie har aldrig siden sluppet forventningen om det liv, der ventede hende. Far, mor og børn. En stat i staten. Hyggeligt og trygt.”

Julie er på mange måder en ynkværdig skikkelse, og egentlig ikke sympatisk. F.eks. har hun systematisk og i al hemmelighed forsøgt at befrugte sig selv ved hjælpe af brugte kondomer fra Casper, inden han rejste fra hende. Men det er svært ikke også at blive berørt af hendes desperate anglen efter Casper eller en anden leverandør af sæd. Hun er simpelthen nok danmarkshistoriens mest desperat skrukke romanfigur, og det er i sig selv lidt af en bedrift.

29-årige Liv er kærester med Dan, som er meget ivrig efter at de to skal danne liv sammen. Liv er ikke overbevist og kaster sig i stedet helhjertet ud i sit nye arbejde som børnehaveklasseleder på en skole på Amager. Men hvorfor mon hun fik jobbet så let? Og hvad var det egentlig der skete med den forhenværende børnehaveklasseleder? Bumlende, skrumlende og uafklaret roder Liv i løbet af den korte, koncise roman rundt mellem ungdom og voksenliv og de krav, der stilles til sidstnævnte. Ikke mindst konfrontationen med børnehaveklassens mest utilpassede barn sætter Livs værdier og principper på en alvorlig prøve.

Fødedygtig er fra start til slut så tåkrummende og nervepirrende en coming-of-age-roman, at den er umulig at lægge fra sig. Humoren er begsort og fortællingen ofte grum. Og Liv er en skønt vaklende hovedperson i al sin tvivlende fødedygtighed.

Julie i Se på mig er ikke Kirsten Hammanns eneste frustreret barnløse hovedperson i 30’erne. Sara i semi-gyseren Alene hjemme er et andet godt eksempel.

Sara er 38 og bor sammen med skønne Philip og hans yndige to piger, som han har i deleordning med ekskonen. Alt burde være perfekt – men Sara drømmer om at få et barn med Philip, som på sin side bliver ved med at holde Sara hen, hvad babyer angår. Da Sara og Philip lærer deres smukke overbo Frederikke at kende, begynder Sara at mistænke, at en sammensværgelse mod hende er ved at tage form. Nogen vil tage Philip og lykken fra hende.

Alene hjemme er en gysende spændingsroman på samme måde som Rosemary’s baby, og der leges konstant og raffineret med synsvinklen i romanen: Hvem kan man stole på? Ser Sara klart eller er hun offer for sin egen enorme usikkerhed?

Og Saras nervøst tikkende biologiske ur fungerer romanen igennem som effektivt fikspunkt for spændingen.

Ida er fyrre år, og hun er single og barnløs, og nu skal hun op til familiens hytte, hvor hun har tilbragt mange barndomssomre. Her skal hun være sammen med sin lillesøster og hendes mand, som måske/måske ikke står for at skulle være forældre sammen.

Barndomsminder og søsterrivaliseringer kaster Ida ud i eksistentielle overvejelser: Hvad vil hun med sit liv? Ville hun egentlig gerne have haft børn? Og er det mon allerede for sent?

Voksne mennesker er en både rørende og humoristisk roman. Læsningen flyder let – og man kommer godt ind på livet af Ida, som står på tærsklen til uigenkaldeligt at skulle lægge sin ungdom og – måske – sine forestillinger om et voksenliv med børn på hylden.