'Alle veje fører til Mekka' af Walid Safi
Tag med på en unik rejse ind i islams mest hellige byer – og oplev Mellemøsten gennem en ikketroendes øjne.
Af Bibliotekar Ole Dissing
Hvad handler bogen om?
Journalist og historiker Waleed Safi rejser forklædt som pilgrim til Medina og Mekka for at opleve de hellige steder på tæt hold. Undervejs møder han mennesker med vidt forskellige historier, som fortæller om livet, drømmene og udfordringerne i regionen.
Bogen blander rejseoplevelser med refleksioner over historie, kultur og religion og giver et levende indblik i en del af verden, som mange ellers kun kender fra nyhedsoverskrifter. Safi beskriver både ærbødighed, spænding og små, menneskelige øjeblikke fra pilgrimsfærdens rituelle gang rundt om Kabaen.
Hvorfor skal man læse bogen?
Alle veje fører til Mekka er både spændende og oplysende. Waleed Safi fortæller personligt og levende. Man er med på rejsen, samtidig med at man lærer om Mellemøstens historie, kultur og samfundsforhold. Bogen giver stof til eftertanke, uanset om man er nysgerrig på religion, rejser eller verden omkring os. Den 19. februar kan du møde Waleed Safi på Stadsbiblioteket, hvor han tager os med på pilgrimsrejse til Mekka.
Hvilke andre bøger minder bogen om?
Oplagt er at kaste sig over Muslimernes Muhammad – og alle andres af Jakob Skovgaard-Petersen eller Puk Damsgaards Arabica. Jeg kom dog til at tænke på den tyske journalist Günther Wallraff, der tilbage i 1980'erne forklædte sig som tyrkisk fremmedarbejder for at dokumentere deres arbejdsforhold i det daværende Vesttyskland. Det skriver Wallraff om i bogen På bunden, som står i bibliotekets magasin.