Ugens anbefaling

'Trelegemeproblemet' af Cixin Liu

Litteraturformidler Patrick anbefaler medrivende science fiction fuld af kvantemekanik, lyshastighedsfartøjer og videnskabelig nysgerrighed

Af Patrick Søgaard Ranfelt

Hvad handler bogen om?

Kvantepartiklerne er blevet skøre. Og videnskabsmænd over hele verden er begyndt at komme ud for dødelige uheld, hvis de altså ikke tager deres eget liv. Hvad det hele skyldes, bliver den kinesiske forsker Wang Miao uvilligt involveret i at opklare, for en dag ser han en nedtælling opgjort af de samme små, hvide tal på alle billeder, han tager. Nedtællingen stopper, da han bremser et nært forestående gennembrud i nanoteknologi. Nogen er tilsyneladende ude på at sabotere Jordens videnskabelige fremskridt, og det med våben, der ligger ud over menneskelig forstand. Samtidig søger Wang Miao adspredelse i et virtual reality-spil, der går ud på at redde en fjern klode fra det katastrofale vejr i et ustabilt solsystem. Har det en forbindelse til angrebet på verdens videnskab? Og hvordan trækker alt dette tråde tilbage til, hvad der mange årtier inden skete med teenageren Ye Wenjie under Kinas kulturelle revolution? 
 

Hvorfor skal man læse bogen?

Man skal læse ’Trelegemeproblemet’ for at blive rundtosset af det galaktisk store spørgsmål om, hvad der ville ske, hvis menneskeheden fik kontakt til en anden civilisation. Det er en bog, der selv i sine vildeste fantasier om kvantemekanik og lyshastighedsfartøjer oser af nysgerrighed over den virkelighed, vores art befinder sig i. Cixin Liu skriver i den forstand klassisk science fiction. Hans fokus er frem for alt på spekulation og idéer. Tit får man faktisk indtryk af, at menneskene i bogen er en slags tallerkener, der er nødvendige for at servere Cixin Lius yndlingsretter: Fysik og astrologi. Til gengæld er der et ret så medrivende plot, der langsomt gør mysteriet om de kaotiske kvantepartikler større og større. 
 

Hvilke andre bøger minder bogen om?

Cixin Lius bøger er blevet sammenlignet med science fictions guldalder, så det er helt oplagt at pege på forfattere som Isaac Asimov og Arthur C. Clarke. I nyere tid har også amerikaneren Ted Chiang kigget mod stjernerne i lidt mere poetiske noveller.