'Barn i landskaber med hvidtjørn' af Marianne Larsen
Når et skarpt blik gør verden større
Af bibliotekar Simon Brørup
65 tekster – som udgør et erindringsmanuskript.
Det er enestående at læse disse digte og mærke, hvordan den unge Marianne med solskoldede skuldre og blikket rettet mod sit første armbåndsur former observationer og erindringsspor i et sprog, der emmer af liv, spørgelyst og omflakkende undren.
Bogen er gavmild med originale spørgsmål og frem for alt med en sanselighed, der vækker en barnlig glæde og nysgerrighed hos læseren. Beskrivelserne og interaktionen med naturen fortælles med en varme og sprællevende tone.
Marianne Larsen blev født i 1951 og voksede op på Røsnæs, den vestligste del af Sjælland, hvor digtene udspiller sig. Her møder vi lys, krat, jord, træstubbe, nedbør og en mængde genstande – alt fra tøjbøjler, dørgreb, fliser, armbåndsure, sko, river, strandsten og mange andre håndgribelige ting, som i de 65 digte fragter forestillingsevnen mod forunderlige og sjælfulde erindringslandskaber.
Læs bogen, fordi disse mange digte kan spire både smil, eftertanke og skylle barndomsminder frem. Der folder sig billeder og svævende spørgsmål ud i digtene, der har både meget kort længde og nogle længere på halvanden side.
Du vælger helt selv hvilken rækkefølge og hvor mange digte du lige kan nå – uanset hvilket digt du giver dig i kast med, så er der betragtelig benplads og alskens albuerum til fantasi og fryd for folk, der er fan af ord.
Det er ret oplagt at søge videre ind i Marianne Larsens mange udgivelser hvis du falder for Barn i landskaber med hvidtjørn.
Er digte et relativt nyt bekendtskab, men har du fået lyst til at prøve flere digte, så kan Inger Christensens Alfabet være et udforskende næste skridt.
Et andet bud kunne være Naja Marie Aidts Poesibog – der også emnemæssigt kredser om barndom, erindringer og natur, som også klinger betagende igennem hos Marianne Larsen.
Et sidste bud – hvor barndom, hukommelse og erindringer – beskrevet ud fra et langt og ordundersøgende liv kunne være Dag Solstads Endelig! Lykken : og mit forsøg, i 2022, på at udholde smerten ved tidens rase. Den lange titel bør ikke skræmme, det er en fortrinlig biografisk roman og en livsfortælling fra en markant nordisk forfatterstemme, der som Marianne Larsen gik bort i 2025.