'Ti vilde heste' af Stine Pilgaard
Under himlen i Husum
Af litteraturformidler Sif Kristiane Christensen
Under himlen i Husum stryger 'Ti vilde heste' gennem tidens familieliv i en munter og humoristisk tone, som bliver ledsaget af en skarpsindig vildskab.
Bogen føles som en glad kvinde, der står og råber på mere øl ud i æteren, efter det sidste værtshus er lukket: et råb af iagttagelser, der emmer af både ømhed og kærlighed til tiden og de mennesker, der bebor den. 'Ti vilde heste' går lige ind i tidens familieliv, som det måske udspiller sig mange steder netop disse år. Læs bogen, hvis du er jobsøgende (du vil måske blive inspireret) eller føler dig som en ringe autoritet i dit forældreskab eller slet og ret ikke bryder dig om at iføre dig blå futter i dine børns institutioner.
Kig efter bogen blandt bibliotekets 14-dages lån, for den er allerede meget eftertragtet. I mellemtiden kan man med fordel læse 'Meter i sekundet' af samme forfatter, hvor tonen bliver slået an på en højskole i Ringkøbing.
Stor anbefaling herfra!
/Sif