'Hvis du er bange, så ryk tættere på' af Liv Helm
Liv Helm tager tråden op fra sin formidable debut
Af Henrik Simoni
Hvad handler bogen om?
Kan man overhovedet, som voksen, få sig selv til at læse børnepsykiatriens journal om ens fars overgreb på én? Og kan den kaste lys over, hvad der virkelig skete?
Til allersidst i Liv Helms formidable debut ’Med hjertet i hånden’ får hovedpersonen Liv tilsendt en 30 år gammel journal fra børnepsykiatrien om hendes forløb efter farens overgreb. ”Hvad står der i den?!”, tænkte man som læser, helt rådvild. Med hendes nye bog tages tråden fra den cliffhanger op. Men hvordan starter man overhovedet med at læse journalen om overgrebene? Og så lige når det er sommerferie, og man er på vej ud i skovhytten med sin mand og børn og helst skal virke afslappet og lykkelig?
Hvorfor skal man læse bogen?
Siddende i hjørnet af sofaen om aftenen, mens manden putter børnene, læser Liv journalen, selvom det er så hårdt, at hun kun kan gøre det i bidder. Men som læser suges man ind i historien, fordi Livs læsning af journalen får karakter af et detektivarbejde – det bliver en søgen i begivenhederne, møderne, minderne og i hende selv, for muligvis at finde en eller anden form for svar.
Men fængende som den er, så er bogen samtidig utroligt rørende. For det er er også historien om en voksen kvindes forsøg på at række tilbage i tiden til sit yngre jeg og råde bod på de voksne, som slet ikke formåede at hjælpe hende, da hun havde allermest brug for det…
Hvilke andre bøger minder bogen om?
Når man læser Liv Helms bøger fyldes man nærmest af ærefrygt, fordi bøgerne er så modige og tør tage så svært et emne på sig. En en anden bog fra de seneste år, som kan noget af det samme, er Naja Marie Aidts ’Øvelser i mørke’, der også frygtløst kaster sig ud i en undersøgelse af traumer.