'Den forelskede ven' af Caroline Albertine Minor

Mens jeg læser Caroline Albertine Minors komplet besættende bog om at fortabe sig i forelskelsen i sin bedste ven, har jeg lyst til at smække bogen i på hver anden side. Den årelange forelskelse er ikke gengældt, det er simpelthen pinefuldt at læse med, som at overvære et langstrakt trafikuheld for forliste følelser. Men samtidig læser jeg videre som besat, for det er lang tid siden, jeg har været så forført, rørt, viklet ind og revet med – Minor skriver som en vis gudinde, med sætninger jeg har lyst til at klippe ud og hænge op, mens hun stiller sin fortæller på den plads, som ingen har lyst til at betræde; den fravalgte, den der ikke kunne lykkes med at få den elskede til at forelske sig tilbage.

Der er så meget kraft i dette utrolige spændingsfelt af ambivalente følelser, når man skriver som ”den stakkels elskovssyge spion”, der begærligt kigger efter sin uopnåelige elskede, hør bare: ”min virkning var så minimal, vand på granit, at det ville tag et helt liv at lave den mindste fordybning i dig. Det er det, jeg elsker ved dig, og det er det, der er tragedien: jeg kan løbe og løbe over dig, og det vil ikke gøre nogen forskel.” 

Men ordene, tankerne og de både uvelkomne og inspirerede indsigter, fortælleren gør sig gennem dette smertensridt gør imidlertid en verden af forskel for den, der læser med. Hvis man tør se ind i hjertets mørkeste kamre med Minor, finder man lysende lindring, genkendelse og nye erkendelser for alle, der har samlet skårene efter et knust hjerte.

Hvis du vil have mere af samme velskrevne og kloge skuffe, hvor forelskede kvindelige desperadoer jagter deres uopnåelige begærsobjekter, så læs Chris Kraus’ mesterlige I Love Dick eller Miranda Julys hjemsøgende På alle fire.