'Alting har en tid' af Karl Ove Knausgård
ENGLE, BUT MAKE IT SCARY. Karl Ove Knausgårds Alting har en tid er en slags englenes etnologi. Det er grum, knudret, fascinerende læsning.
Af litteraturformidler Marie Theilmann
Den fiktive engleforsker Antinous i 1500-tallets Italien er romanens omdrejningspunkt. Men handlingen tager adskillige detours: til Bibelens Lot, Kain og Noa og til en ø i 1990’ernes Nordnorge. I baggrunden flakser keruber, serafer og nefilimer og er møghamrende uhyggelige, snarere end hyggeligt juleengleblide.
Romanen er en opfølger til Knausgårds debut Ude af verden, men kan godt læses uafhængigt. Foruden Knausgård-fans, er den oplagt for læsere af de seneste års Bibel-romaner, hvad end man er til Jonas Rolsteds lyriske Organe remain eller Anne Lise Marstrand-Jørgensens indfølende gendigtninger af testamenterne.
Og Antinous-afsnittenes blanding af teologi, kunsthistorie og rent digt minder ofte om en herligt udknaldet version af Kristian Leths Verdens vigtigste bog.
