Ugens anbefaling

'Kloster' af Ingrid Nymo

Stemningen er let og sproget er ligetil i denne coming-of-age-roman, der handler om at miste.

Af bibliotekar Ole Dissing

Langsomt og ubesværet glider man af sted på rejse med Linea, en ung kvinde, der har mistet sin far, og nu forsøger at finde sig selv. Linea er den observerende hovedperson, og de mennesker, hun møder, er med til at kaste lys over de følelser og den sorg, hun rejser med.  

I et rumænsk kloster finder hun ro, og noget falder på plads. Det er den fysiske rejse og den rumænske kultur og natur, der skaber de stærkeste billeder. Togrejserne gennem det østeuropæiske landskab gør særligt indtryk og får én til at drømme sig tilbage til egne togrejser gennem Europa.

Bogen minder om Forsvindingsnumre af Amalie Langballe, der ligeledes er en debutroman, hvor sproget og stemningen er let og ligetil og balancerer fint mellem emnerne tab og sorg. Men man kunne også driste sig til at anbefale Skyggen foran mig af Kim Fupz Aakeson, hvor hovedpersonen også drager ud for at søge svar.