'Død i Persien' af Annemarie Schwarzenbach

Hvad handler bogen om?

I 1930’ernes Teheran er heden så bagende, at man må opholde sig i de kølende haver bag høje mure, hvor myggene sværmer og giver malaria. Her møder vi den navnløse jeg-fortæller, en schweizisk opdagelsesrejsende, som er rejst væk fra det krigshærgede Europa, hvor fascismen og ufriheden vokser.  

I den tyrkiske ambassadørs skyggefulde have har fortælleren fundet et kølende paradis, hvor hun kan ride malariafeberen af og samtidig tilbringe tid med den dragende ambassadørdatter, Jalé, som hun indleder et forhold til.  

'Død i Persien' er fortalt gennem dagbogslignende optegnelser, der filmisk klipper mellem ørkenscener, erindringer, dialoger med en engel og haverne i Teheran. 

Gennem smukke og mystiske tableauer oplever læseren fortællerens rejser gennem Persiens oldtidsbyer, hvor hun assisterer på udgravninger og oplever de endeløse ørkner og de landskaber, hun kalder “Verdens-ende-kulisser”. Hele tiden lurer døden forklædt som varme, sygdom og selvmordstrang, men Persien bliver ved med at lokke den unge kvinde til sig, uanset, hvor meget hun kæmper imod.  
 

Hvorfor skal man læse bogen?

Annemarie Schwarzenbachs lille bog giver et indlevende og sjældent indblik i en kvindelig og queer opdagelsesrejsendes erfaringer i en tid, hvor få kvinder havde mulighed for at rejse ud i verden. Hendes beskrivelser er både smukke og foruroligende, og man mærker det maniske og depressive forfald, der hele tiden ligger under overfladen. 'Død i Persien' er en kollage af dagbog, rejseoptegnelse, fiktion og myte, og sproget er på en gang poetisk og spiddende. Og så er bogen fuld af engle og stemningsfulde beskrivelser af det persiske nattemørke.  

Hvilke andre bøger minder bogen om?

Næsten samtidig udkom en anden titel af Schwarzenbach, 'Den lykkelige dal', som er en omskrivning af 'Død i Persien' med mange af de samme temaer og omgivelser. Læs den, hvis du vil have endnu mere febervildelse og  formeksperiment. For en iransk forfatter, der også skriver om de Teheranske haver kan anbefales Sharnush Parsipurs 'Kvinder uden mænd', som blev forbudt i Iran på grund af dens feministiske budskaber. Og endelig må man ikke snyde sig selv for Stefan Zweigs Europa-krønike, 'Verden af i går', som skildrer et smuldrende Europa gennem to verdenskrige og indtil den nazistiske magtovertagelse.