Ugens anbefaling

'Viljen til forandring' af bell hooks

Verdens bedste bog om maskulinitet

Af Patrick Søgaard Ranfelt

’Viljen til forandring’ er den amerikanske verdensklassetænker bell hooks’ præcise opsummering af, hvad et liv som feministisk forfatter har lært hende om mænd og maskulinitet. Bogen er fuld af den slags sjældne tanker, der i form af simple udsagn sætter mentale ommøbleringer i gang i læseren – og så endda uden at læseoplevelsen bliver den mindste smule drøj! Tværtimod er det en fornøjelse at læse bell hooks’ velplejede prosa, der afbalanceret doserer visdom, undren og indignation. Bogen har været et liv undervejs, og det giver teksten en helt særlig tone, en blanding af afklaring og ansporing, som en vandrer, der på en hårdt tilkæmpet bakketop kan se både den vej, der er tilbagelagt, samt hele det ukendte terræn, der stadig skygger for hjem.

bell hooks mestrer at være både personlig og universel. Som når hun med et minde om sin tilbageholdte og fraværende far beskriver, hvordan hendes forhold til de mænd, hun elsker, som regel har været baseret på et uforløst ønske om ømhed og nærhed. Det er en del af den typiske maskulinitets grundlogik, konstaterer hun, og mens denne logik holder partnere, mødre og døtre på afstand af deres nærmeste mænd, holder dette fravær af intimitet og sårbarhed også mænd på afstand af dem selv. Og det er bare starten, for resten af maskulinitetens betonfarvede regnbue kommer bell hooks også forbi: Vrede, hierarkier, familieroller, seksualitet og et væld af andre ting bliver læseren klogere på.

Er du interesseret i emnet, kan du læse videre i ’Argumenter for mænd’ af Svend Aage Madsen, ’Mandsforræder’ af Sebastian Lynggaard eller ’Han, hun, hen’ af Cecilie Nørgaard.