'Til havs' af Dörte Hansen
Kolde havvinde, saltstænkede huse og en dysfunktionel familie
Af litteraturformidler Henrik Simoni
Familien Sander lever året rundt på en lille vindblæst nordtysk ø, der er fuld af turister om sommeren og helt død, når de er smuttet hjem. Men de tre børn er voksne, mor har travlt med at vedligeholde huset, og far er flyttet ud i et skur. Hvornår begyndte tingene at falde fra hinanden og kan man overhovedet samle en familie igen?
Dörte Hansens ‘Til havs’ er en både poetisk og nøgtern roman, der, som en kold vind, suger os ned i brystet på dens karakterer. Karakterer der får lov til at være nuancerede og komplekse, ja næsten mystiske - for forstår vi egentlig nogensinde os selv? Eller vores familie? Eller det store brusende hav derude?
Bogens beskrivelser af ølivet og dets tilhørende karaktergalleri minder om Audrey Magees vilde roman ‘Kolonien’. Er det naturen der trækker, kan man kaste sig over Rakel Haslund-Gjerrilds debut ‘Øer’.