Ugens anbefaling

'Spionen og forræderen' af Ben Macintyre

Uovertruffen nonfiktion, der læses som spionfiktion

Af Bibliotekar Simon Brørup

Spionen og forræderen fortæller den dramatiske, dokumentariske historie om Oleg Gordijevskij – højtstående KGB-officer og én af den kolde krigs mest betydningsfulde dobbeltagenter. Trænet i KGB’s benhårde system bliver han udstationeret i Danmark og senere Storbritannien, hvor han i al hemmelighed leverer vitale oplysninger til den britiske efterretningstjeneste MI6 midt i en periode præget af atomoprustning, gensidig mistillid og konstant trussel om krig.

Forfatteren Ben Macintyre har haft mere end 100 timers samtaler med Gordijevskij, og bogen kombinerer personlig beretning med minutiøs research. Resultatet er en medrivende, biografisk spionfortælling, hvor Danmark spiller en vigtig rolle som transitland i et storpolitisk og ekstremt risikofyldt spil.

Bogen er først og fremmest en pageturner – nonfiktion læst som den bedste spionfiktion – og vil appellere til læsere af fx John le Carré og Mick Herron. Samtidig giver den et sjældent indblik i efterretningsarbejdets moralske gråzoner, i frygten for afsløring og i de personlige omkostninger ved at leve et dobbeltliv.

Ved en forfattersamtale på Lyngby Stadsbibliotek i foråret 2026 fremhævede både Iben Albinus og Lone Theils Spionen og forræderen med stor begejstring – en bemærkelsesværdig anbefaling fra to erfarne fortællere, der begge var helt klare i mælet om bogens kvaliteter.

Emner som spionage, infiltration og stormagtskonflikter er uhyggeligt aktuelle. Macintyres bog giver læseren både historisk perspektiv og nutidig relevans – og man læser den i ét stræk.

Bøger der minder om: Usynlig fjende: hackerangreb og hemmelige netværk – for at få et helt aktuelt blik ind på elektronisk krigsførelse og det vovefulde hverv som forhandler. For rigets sikkerhed – aktuel roman af Iben Albinus med whistleblower, muldvarper og efterretningsvæsenet som komponenter for en voldsom fortælling med afsæt i reelle begivenheder og stort researcharbejde. Den russiske kodemand af Frank Jensen, en krimi med moderne efterretningsvinkler som har ladet sig inspirere af Oleg Gordijevskij. Slagteheste af Mick Herron, den første del i en serie på syv spækket med spionfiktion, systemkritik og kynisk humor fra en ægte britisk base.