Ugens anbefaling

'Lanny' af Max Porter

Lad de kedeligt mørke januardage glide i baggrunden, mens du fortaber dig i en magisk og eksperimenterende page turner.

Af Litteraturformidler Line Stentoft-Larsen

Hvad handler bogen om?

I en landsby ikke langt fra London er der mere mellem himmel og jord, end de fleste vil være ved. Her bor den særlige, kloge og mærkelige dreng Lanny med sin fraværende corporate-far og moderen, en tilbagetrukket skuespiller, der skriver blodige krimier til et sultent bogmarked. En dag er det dog hendes eget barn, der er forsvundet, og mens byens rygtemølle og rasende blikke vender sig mod drengens aldrende kunstnerven Pete, suges læseren ind i et overnaturligt, litterært drømmesyn ifølge med byens gamle poltergejst Papa Skælrod, der er vågnet fra sin slummer, og som måske, måske ikke, er på jagt efter nye kumpaner. 

Hvorfor skal man læse bogen?

Engelske Max Porter kan noget helt særligt, når det kommer til at forene den fantastiske, fabulerende og eksperimenterende litteratur med det velkendte og vedkommende. Og selvom Lanny er noget af et litterært eksperiment, så læser man den som en forpustende page turner. For med helt utroligt forfinede greb forener Porter en overnaturlig fabel med krimiens gådefuldhed og med nære og rørende beskrivelser af familiebånd, kunst og umage venskaber.

Hvilke andre bøger minder bogen om?

Kast dig også over Max Porters øvrige forfatterskab, fx Shy fra 2025 eller hans elskede debut Sorg er et væsen med fjer fra 2016.