Ugens anbefaling

'Helte' af Stephen Fry

Litteraturformidler Emilie anbefaler denne uge en forrygende bog om helte, skurke og hævntørstige guder.

Af Emilie Bessing

Hvad handler bogen om?

I ’Helte’ disker Stephen Fry op med en kavalkade af græske heltefortællinger. Fra historien om bomstærke Herakles, forbi Orpheus med de gyldne stemmebånd, tragiske Ødipus og til udspekulerede Theseus – og endnu flere derimellem. Bogen er egentlig en opfølger til ’Mythos’, hvor Fry kortlægger den græske mytologis største grundlæggende fortællinger, men bøgerne kan læses ganske uafhængigt af hinanden. ’Helte’ er oplagt at give sig i kast med, hvis du er glad for store, dramatiske fortællinger med masser af drama, udfordringer og underlige forviklinger. Med karakteristisk glimt i øjet, generøst navne- og stamtræsoverblik og sprudlende fortælleroverskud fragter Fry sin læser trygt over heltefortællingernes oprørte vande. 
 

Hvorfor skal man læse bogen?

’Helte’ er forrygende underholdning for alle der holder af en god, gedigen fortælling og samtidig gerne vil vide mere om det mytiske arvegods, der i høj grad stadig stikker hovedet frem i vores kunst, kultur og fælles fortællinger i dag. Noget af det skønne ved ’Helte’ er også, at bogen synliggør, hvor utrolig mærkværdig vores kollektive forestillingsverden kan være. Jeg holder umådelig meget af Stephen Frys evne til at skrive på en måde, der både kan pirre min nysgerrighed, holde mig fanget af en medrivende fortælling og give mig en helt særlig fornemmelse af at være i meget trygge og kyndige hænder.  
 

Hvilke andre bøger minder bogen om?

Hvis ’Helte’ lyder som noget for dig, vil jeg stærkt anbefale dig at få fat i hans andre bøger, særligt ’Mythos’ og ’Troja’.