Ugens anbefaling

Min familie og andre dyr af Gerald Durrell

Litteraturformidler Henrik anbefaler en lun og humoristisk roman fuld af barndommens nysgerrighed og glæde

Af Henrik Simoni

Hvad handler bogen om?

Har du været så heldig, at din barndom udspillede sig på en græsk ø, hvor du kunne boltre dig, som du ville og søge skygge under oliventræerne, mens cikaderne sang i baggrunden? Så heldig var den britiske zoolog Gerald Durrell, der som barn flyttede med sin familie til den græske ø Korfu. En tid han har foreviget i sin sprudlende bog ’Min familie og andre dyr’. 
 

Hvorfor skal man læse bogen?

Selvom den er skrevet af et voksent menneske, der ser tilbage, er bogen fuld af barndommens smittende glæde og nysgerrighed og fuld af livlige beskrivelser af alle de dyr, den naturglade ’Gerry’ finder. Familien, på den anden side, er ved at gå ud af sit gode skind, hver gang han slæber en ny dyreart hjem, som han vil give husly – om det så er den sure svartbag, de drillende skader eller de svømmende slanger i badekarret. Og man forstår dem godt, for hvem har dog lyst til at finde skorpioner, når man åbner tændstikæsken for at tænde en cigaret? Den stakkels familie tæller, udover Gerry, den diplomatiske mor, den solbadende søster Margo og de to brødre Larry og Leslie, den ene forfatterspire, den anden skydegal amatørjæger. Og med Gerry, familien og alle dyrene, der må kæmpe om kvadratmeterne, er det en sand fryd at være fluen på væggen – selvom det nogle gange slår gnister.
 

Hvilke andre bøger minder bogen om?

Bogens nysgerrighed, livsglæde og humor er nok svær at finde i mange andre bøger – men har man fået lyst til flere anekdoter om den excentriske familie, så kan man glæde sig over, at der er to bøger mere i den såkaldte Korfu-trilogi, nemlig ’Min familie har finner, fjer og sko’ og ’Gudernes have’.