'Kolonien' af Audrey Magee
Litteraturformidler Emilie anbefaler i denne uge en underfundig roman om kunstnertilværelse, ø-liv og magtdilemmaer.
Af Emilie Bessing
Hvad handler bogen om?
Det er sommer, og Mr. Lloyd, en engelsk kunstmaler, ankommer grøn i hovedet af søsyge til en lille irsk ø med en plan om at tilbringe sommeren der og genantænde den glød af inspiration, der skal give hans karriere og omdømme et tiltrængt løft. Ved sin ankomst lover han, at han ikke vil portrættere øens befolkning, blot de smukke, skumombruste klipper, hvorefter han fluks, og i smug, begynder at tegne skitser baseret på menneskene omkring ham. Rapporter om tragiske attentater og drab knyttet til konflikten mellem Irland og Nordirland fylder både i nyhederne og i øboernes bevidsthed mens Lloyd finder sig til rette på øen, og dens beboere gør nådesløst, men underspillet, grin med denne arrogante englænder. Lloyd lader sig dog ikke slå ud – lige indtil lingvisten mr. Masson ankommer og forpurrer hans planer om en uforstyrret sommer på øen. Sommeridyllen begynder langsomt at sitre af komplikationer og spændinger mellem Lloyd, Masson og øens befolkning og en enormt indsigtsfuld og veldrejet fortælling om magtforhold, kolonialisme, håb, drømme og mellemmenneskelige relationer folder sig ud.
Hvorfor skal man læse bogen?
Du skal læse denne bog hvis du holder af spillevende karakterportrætter og tør, underspillet humor blandet med smukke landskabsbeskrivelser og tankeprovokerende refleksioner over kunst, politik og det at være i live. Det her er noget så sjældent som en fintfølende kunstnerfortælling, en skarptskåren magtkritik og en lun og klog satire i én og samme roman.
Hvilke andre bøger minder bogen om?
Denne roman minder ikke om noget andet, jeg har læst, men under læsningen blev jeg flere gange mindet om filmen ”The Banshees of Inisherin” instrueret af Martin McDonagh med Colin Farrell og Brendan Gleeson i hovedrollerne.