Litteratur i det fri

Venskaber i litteraturen

Kan venskaber ændre kursen for ens liv? Og hvordan føles det at have ægte, nære venskaber?

Af Lise Roest-Madsen

Til 'Litteratur i det fri' den 22. oktober satte vi venskabet under lup. Igennem nye og ældre romaner og digte dykkede vi ned i forskellige typer af venskaber og reflekterede over venskabers betydning i livets forskellige faser.

Beatrice Salvioni: Krapyl 

I ungdommen, hvor man er i gang med at udforske og forme sin identitet, kan venskaber være utroligt intense og føre ens tilværelse i helt nye retninger. 

Sådan er det i den italienske debutroman ’Krapyl', som er en filmisk coming-of-age roman om et altopslugende og livsforandrende venskab. 

Handlingen udspiller sig i Monza i 1936, hvor fascismen for alvor vinder frem. Fortælleren, den 12-årige pige Francesca, bliver dybt fascineret af den frygtløse Maddalena, som hverken går i skole eller i kirke. Folk i byen mener, at hun er besat og bringer uheld, men på trods af alle advarsler bliver de to piger uadskillelige. Det bliver et venskab, der ændrer Francescas opfattelse af hende selv og af verden omkring hende, et venskab der giver hende mod til at trodse autoriteter og forventninger.

Per Petterson: Jeg nægter 

En lavmælt, melankolsk og virtuost komponeret roman om venskab, tab og eksistentielle valg fra den altid stilsikre, prisvindende norske forfatter.

Tommy og Jim har altid holdt sammen. Deres venskab er næret af forskellene imellem dem, men alligevel slutter venskabet pludseligt. De mødes tilfældigt flere årtier senere, og dette møde fremtvinger et opgør med tilværelsen hos dem begge. Vil de kæmpe eller resignere?

Benny Andersen: Den indre bowlerhat

Fra digtsamlingen 'Den indre bowlerhat', som i sin tid sikrede Benny Andersen det store kunstneriske gennembrud, læste vi digtet 'Venskab'. Et tankevækkende digt fuld af sproglige finurligheder og humor.

 

Tove Ditlevsen: Samlede Digte

Man kan altid gå til Tove Ditlevsen, hvis man vil finde en sjæleven, som kender alt til længsel og melankoli. I digtene 'Til en ven' og 'Med ingen' skriver hun om venskab, ensomhed og om hvor sårbar man kan være, når man indgår i en nær relation til et andet menneske.
 

Naja Marie Aidt: Øvelser i mørke 

Denne prisvindende roman er gribende, barsk og formfuldendt - og selvom den ikke er en klassisk pageturner er den fuld af suspense. En fortælling om kvindeliv i alle dets faser, om krænkelser, overgreb og voldsomme traumer. Samtidig er det i den grad en fortælling om venskaber og om, hvordan venskaber kan være vores redningskrans, livline og et altafgørende lys i mørket.

Det er de varme og meget levende beskrivelser af fortællerens venskaber, som gør at man kommer helskindet, men absolut ikke uberørt, igennem denne hjerteskærende bog.