Ny brætspilscafé på Stadsbiblioteket
Folkene bag SK@B og Stadsbiblioteket inviterer til Brætspilscafé - læs mere om hvad det går ud på
Af Biblioteket
Snart kan du opleve brætspilscafé på Kulturhubben på Stadsbiblioteket - nærmere bestemt søndag d. 8. november.
Det er foreningen SK@B, som dagen igennem guider og introducerer de forskellige brætspil.
I den forbindelse har vi stillet tre hurtige spørgsmål til SK@B om hvem de er, hvad de laver og hvordan fællesskaber kan udfolde sig gennem brætspil.
Hvem er SK@B og hvad går SK@B ud på?
SK@B er en forening af unge mennesker, der skaber arrangementer for andre. Børn, unge og voksne. Der er plads til alle. SK@B handler om at bygge relationer til noget nyt på en inkluderende måde. Som brætspilsformidlere i SK@B har vi fokus på at sætte spil på bordet vi ved alle kan have det sjovt med. I virkeligheden er vi bare fire unge mennesker der synes det er sjovt at samles om brætspil og dele den interesse med andre.
Hvad er det sjove og interessante ved brætspil?
Brætspil er en helt central del af vores hverdag. I en verden hvor skærme virkelig presser på og mange møder hinanden digitalt, ser vi brætspil som et mødested og rum for alle. Når man spiller brætspil, glemmer man lidt tid og sted og man er bare dér, sammen i det rum man udgør. Tematikken sætter måske en stemning og en verden man kan leve sig ind i, mens man fordyber sig i den mekanik, der bærer spillet. Og så kommer det hele til live i fællesskab med sin familie eller venner der er omkring. Det er simpelthen så særligt. Og det bedste er, at der findes så mange forskellige spil der kan alt muligt til enhver smag.
Hvad kan de deltagende opleve til Brætspilscafé på Stadsbiblioteket?
På biblioteket kan man opleve et rum til at hygge sig og møde andre mennesker, der har ligesindet interesse i at være med til at bidrage ved den gode stemning. Brætspil er særlige, fordi det er for hvem som helst. Vi plejer at sige at der er et spil for alle og at vi hjælper med at finde det spil. Man kan komme og være med til at spille sit yndlingsspil eller måske prøve noget nyt. Men at man får det sjovt og hyggeligt, det tør vi godt garantere.
Vi ses på Kulturhubben blandt brikker og brætspil.