Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg

Ægteparret Heiberg blev indbegrebet af kultur og intelligens i Guldalderens København. Deres tilknytning til Lyngby var sporadisk, men markerede dog et vigtigt punkt i deres tidlige, lykkelige samliv.

Johan Ludvig Heibergs historie (1791 - 1860)

Heibergs barndom og ungdom blev dramatisk præget af forældrenes skilsmisse og faderens landsforvisning og hans efterfølgende langvarige ophold hos faderens venner Kamma og Knud Lyhne Rahbek på Bakkehuset.

Som ung var han en hyppig gæst hos Kamma Rahbeks gode veninde Friederike Brun på Sophienholm. Det var datteren Ida, der trak.

Den lynende begavede unge mand blev magister og dr. phil. inden for spansk og portugisisk litteratur, men havde også naturvidenskabelige og filosofiske interesser. Han blev den toneangivende kritiker, vaudevilleforfatter, tidsskriftsudgiver og teaterdirektør i sin samtid, og da han i 1831 giftede sig med Det kgl. Teaters unge stjerne, Johanne Louise Pätges (hun var 20 år yngre), havde han alt, hvad der skulle til, for at skabe et hjem og en karriere, der skulle blive det kulturelle centrum for "den gode smag" og den fremherskende filosofiske livsholdning i hele kongeriget.

Søren Kierkegaard, H. C. Andersen og mange andre var bundet i livslange tiltræknings/frastødnings-forhold til dette centrum.

Som teaterdirektør på Det Kongelige Teater fik han mange fjender, ikke mindst blandt teatrets egne ansatte. Og hans sidste år blev ikke lykkelige. Han trak sig tilbage til loftet på Søkvæsthuset på Christianshavn, hvor parret boede - sammen med Heibergs gamle mor, fru Gyllembourg, der i en alder af 53 var begyndt at skrive noveller til sønnens tidsskrifter. På loftet rettede han sin kikkert mod de evige stjerner - og tømte en flaske portvin.

Johanne Luise Heibergs historie (1812-1890)

Johanne Luise kom fra et meget fattigt hjem. Hendes far havde et ydmygt værtshus på Christianshavn. Hendes mor havde et udskænkningstelt på Dyrehavsbakken i sæsonen. Hun fik undervisning på balletskolen og små barneroller på skuespilscenen. Som 13-årig fik hun sit skuespillergennembrud i Poul Martin Møllers Hans og Trine på Hofteatret. Her så Johan Ludvig hende for første gang, og han gik straks i gang med at skrive en lang række roller specielt til hende, ikke mindst Agnete i Elverhøj, alle ment som kærlighedserklæringer til den purunge pige, der først ikke opfattede det, og senere afviste det. Men med sin mors hjælp (hun tog den unge pige i huset) lykkedes det. Johanne Luise beskriver nænsomt, men indgående, Heibergs mangfoldige bestræbelser i sine erindringer.

Johanne Luise blev den stærkt ombejlede, beundrede, forgudede primadonna i dansk teater gennem en menneskealder. Efter mandens død trak hun sig meget tilbage, men arbejdede på sine erindringer, der i høj grad blev et forsvar for manden og hans dispositioner som teaterdirektør. Et Liv genoplevet i Erindringen udkom først i 4 bind efter hendes død.

Heibergs i Lyngby

Johanne Luise beskriver smukt det nygifte pars hvedebrødsdage i et lille lejet hus i postgårdens store have i Lyngby. August 1831 blev en lykkelig, idylliske periode - inden Heiberg for alvor stivnede til en officiel figur og følelsesudvekslingen gik i stå i ægteskabet. De undgik selskabelighed, de var alene uden svigermor, om aftenen læste Heiberg højt, de red ture i den smukke egn. En gang om ugen måtte Heiberg ride ind til sin undervisning på den militære højskole. Den gjorde han kun ugerne.

I sommeren 1832 lå de igen på landet - i denne omgang blev det dog i Hørsholm (eller Hirschholm, som man sagde dengang). Dog var det nu inklusive svigermor - og digteren Henrik Hertz som hyppig gæst (og forelsket husven). Fra opholdet skrev Hertz en række digte til melodier af Bellman, hvori han beskriver markantesituationer fra ferien som en gave til ægteparret Heiberg.

Det var også denne sommer, at en af fruens mange beundrere, general Friboe på Friboeshvile i Lyngby, inviterede på ridetur. Desværre havde han kun én ekstra ridehest samt komplet ridedragt til fruen, men Heiberg havde forudset dette og havde medbragt en saddel i vognen, så han spændte den gamle hest fra, gav den saddel på og svingede sig op, så til stor ærgrelse for generalen sad gemalen parat, da værten kom ud med fruen i den fine dragt, og han fik ikke sin forventede fornøjelse af at ride alene med primadonnaen.