Persondataforordningen – GDPR

Læs her om hvordan biblioteket lever op til persondataforordningen (GDPR).

For at være oprettet som bruger på biblioteket, skal biblioteket have nogle oplysninger. Oplysningerne er nødvendige for at kunne håndtere udlån af materialer og give adgang til digitale ressourcer. Grundlaget for bibliotekets virke findes i Lov om biblioteksvirksomhed.

Dine oplysninger

Biblioteket gemmer følgende oplysninger:

  • Personnummer
  • Navn
  • Adresse
  • Email og/eller telefonnummer
  • Tilhørsfilial
  • Pinkode i maskeret form

For børn under 18 år gemmes desuden oplysninger om forældre/værge.

Ud over personoplysningerne gemmes lister med nuværende lån og reservervationer, samt eventuelle mellemværender.

På lånerprofilen kan også fremgå oplysninger om evt. blokeringer, fraværsperiode, samt en intern note, som udelukkende kan tilgås af bibliotekets personale.

Opbevaring af data

Det er bibliotekets administrative system, Cicero, der opbevarer oplysningerne.

Oplysninger om lån gemmes i højst 30 dage efter aflevering, hvorefter data automatisk slettes fra systemet. Oplysninger om reserveringer gemmes kun så længe en reservering er aktiv. Oplysninger om mellemværender gemmes indtil mellemværendet er afsluttet, dog højst tre år.

Via vores hjemmeside, www.lyngbybib.dk, kan du få adgang til at se og ændre en del af dine personlige informationer, herunder kontaktoplysninger, tilhørsfilial, fraværsperiode og pinkode.

Fysisk opbevares informationerne på sikrede datacentre i Danmark, og adgangen hertil fra Cicero, hjemmeside og udlåns- og afleveringsautomater foregår via krypterede linjer.

Dine kontaktoplysninger benyttes udelukkende til servicemeddelser fra biblioteket, fx påmindelser og reserveringsmeddelelser, og videregives ikke til andre. I enkelte tilfælde beder vi det konsulentfirma, som vi har databehandleraftale med, om at foretage en brugerundersøgelse. I disse tilfælde udtrækkes et tilfældigt antal e-mailadresser, der vil blive forespurgt om at deltage i undersøgelsen. Brugerundersøgelser laves kun med henblik på at give dig et bedre tilbud og service.

Dine rettigheder

Du har ret til at få oplyst hvilke data vi har gemt, og du har ret til at få rettet forkerte oplysninger, samt at nedlægge din lånerprofil og få slettet dine data. Vi har dog lov til at gemme data i forbindelse med uafsluttede mellemværender.

Vil du klage over bibliotekets behandling af dine persondata kan du kontakte Datatilsynet.

Bibliotekets serviceleverandører

Biblioteket har en række leverandører som leverer services relateret til udlånet af materialer. Leverandørerne har, via krypterede linjer til bibliotekssystemet, adgang til de data som er nødvendige for at kunne levere deres service:

  • Bibliotheca A/S: Udlånsautomater og adgangskontrol til selvbetjente biblioteker
  • Computopic I/S: SMS-service
  • DDB (Danskernes Digitale Bibliotek): It-biblioteksinfrastruktur
          - herunder eksempelvis eReolen og Biblioteket-app'en
  • KOMBIT: Fælles Nationalt Bibliotekssystem ("Cicero")
  • Lyngsoe Systems A/S: Afleverings- og sorteringsanlæg
  • Visma: XFlow – digital formular til angivelse af økonomisk ansvarlig for lånere under 18 år

Derudover har biblioteket samarbejdspartnere der leverer andre services, som ikke er relateret til udlån af materialer:

  • Place2book ApS: Billetsystem
  • Vocast ApS: Nyhedsbrev
  • BookPC: Bookingsystem til pc'ere
  • Princh: Printsystem

Alle leverandører skal underskrive databehandleraftaler og hver især leve op til persondataforordningens krav.