'Utilstrækkelig' af Christian Hjortkjær

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en skarpt skåret fagbog om den utilstrækkelighed der følger i kølvandet på et ungdomsliv i en præstationskultur.

Hvad handler bogen om?

Den barberbladsskarpe tanke, der skærer igennem i den tilgængelige og overkommelige bog ’Utilstrækkelig’, er at vores unge er meget mindre frie for kontrol, end vi tror. Eller rettere sagt: De er selvfølgelig frie, men dén store frihed kan have et greb om dem, der er lige så styrende som tidligere tiders hårdnakkede moralske begrænsninger.

Hvordan så det? Fordi unge bliver tvunget til at være begrænsningsløse. Med slogans som ”release the beast’ og ’få mest muligt ud af din dag’ bliver unge mødt af et samfund, der befaler dem at være passionerede og engagerede mennesker, der uden hæmninger præsterer og selvrealiserer. Det er ikke en regel, der har en straf, hvis man overtræder den. Det er i stedet en indre moral, der udløser skam, hvis man ikke følger den – skam, angst og en følelse af utilstrækkelighed.

Hvorfor skal man læse denne bog?

Fordi den er fantastisk god til at italesætte en tendens i vores kultur, man nok har bemærket, men aldrig har tænkt over. Christian Hjortkjær har beskæftiget sig med ideen om at føle sig utilstrækkelig siden sin ph.d.-afhandling, og man tydeligt mærker, at det er tanker, der er blevet finslebet med årene. På den måde er ’Utilstrækkelig’ nærmest alt, hvad man kan håbe en fagbog er – endda på 120 sider!
Derudover er ideen om utilstrækkelighed en, Christian Hjortkjær henter fra den danske filosof Søren Kierkegaard. Hvis man er interesserede i dén nørklede slags, får man med ’Utilstrækkelig’ en på alle måder unikt klarsynet brug af et ellers indviklet tankegods.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

’Noter om angst’ af Signe Amtoft er en anden bog til unge, der rammer plet med mange af de samme ting som ’Utilstrækkelig’. Den er i øjenhøjde, uden at gå på kompromis med indholdet, den er kort og overskuelig, og så har den som ’Utilstrækkelig’ en soleklar brug af Søren Kierkegaards filosofi. Også ’Dem der griner mest’ af Konstantin Berg har en opfriskende og beroligende vinkel på præstationssamfundet. Læs dem alle tre – de er korte, friske og fængende.