'Trylleblik' af Ane Bjørn

Børnelitteraturformidler Louise anbefaler denne uge en smuk og sanselig billedfortælling for de 6-8-årige.

Hvad handler bogen om?

Familien lader deres hjem synke ud i horisonten på vejen mod tryghed og en fremtid, de endnu ikke ved hvor begynder. Rejsen som krigsflygtninge er utrolig hård både fysisk og psykisk, men midt i alt det triste og grå, lærer bedstemoren pigen noget ganske særligt. Noget, der giver hende muligheden for se skønhed, håbet og glæden i verden og en hverdag, som lover alt andet end det. 
Trylleblik – med to fingre foran det ene øje udfolder sig der en verden, som kun fantasien og hjertet kan se. ’Der findes mange magiske ting i verden, selv på de mest umulige steder, men man kan kun se dem, hvis man ved, hvordan man kigge.'

Hvorfor skal man læse denne bog?

Livet som flygtning er noget mange af os aldrig vil kunne forestille os. At opleve det i en smukt illustreret billedbog som denne, hvor man ser det igennem et barns øjne, giver muligheden for at starte en samtale med barnet om hvad det vil sige at være nødt til at flygte fra sit hjem - selv som voksen, vil man kunne få en dybere forståelse for den virkelighed, der har påvirket så mange mennesker. 
Man kan finde et opgavehæfte til bogen på Gutkinds hjemmeside.

Det er en smuk, rørende og hjerteskærende historie. Sproget bruges til perfektion og rummer så meget mere end som så. Måden illustrationerne understøtter testen er simpelthen ubeskrivelig. Hver gang pigen bruger trylleblikket, får det liv på siden. Alle illustrationerne er i sort hvid undtagen de steder, hvor hun bruger trylleblikket. Farven, livet og håbet vender tilbage om end kun, indtil videre, igennem trylleblikket.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Hvis du er på udkig efter andre gode billedfortællinger om børn i krig, kan jeg også anbefale ’Historien om Bodri’ af Hédi Fried og ’Lillepigen fra Lolland’ af Line Malling Schmidt.

Kom til tegnesnak lørdag den 26. marts kl. 13-14.30 hvor vi får besøg af forfatteren Ane Bjørn. Her skal vi lave et fantasifuldt fællesbillede hvor vi undersøger de fortryllende fortællinger, der viser sig gennem vores eget trylleblik. Se mere på lyngbykultur.dk hvor du også kan bestille billetter.