'Svampenes forunderlige verden' af Merlin Sheldrake

Liv og eksistens forklares og mystificeres i samme åndedrag, når Merlin Sheldrake tager os under jorden, ind i det indre rum og ud i det ydre, sammen med den underlige organisme, som hverken er plante eller dyr

Hvad handler bogen om?


Bogen handler om svampe og deres betydning i lokale økosystemer, psykiske systemer, det kulinariske og det kosmiske. Den er spækket med spændende fakta, perspektiver og potentialer. F.eks. kan svampe afhjælpe et konkret affaldsproblem i Mexico City, hvor brugte bleer udgør mellem 5 og 15% af byens samlede faste affaldsbeholdning. Svampemycelier kan nedbryde op imod 85% af blematerialet og skyde spiselige østershatte! Visse svampe kan nedbryde sten og omdanne dem til frugtbar muld, hvorfra liv kan gro. Andre svampe har vist sig så modstandsdygtige overfor kosmisk stråling, at de kan overleve udenfor jordens atmosfære. Her ud fra teoretiseres der omkring svampe som en slags interplanetarisk sperma, som kan leve på overfladen af kometer, der ved nedslag ”befrugter” golde planeter og danner grundlag for liv i universet. Mest fascinerende er de spørgsmål som svampene stiller til vores forestilling om subjektivitet, når f.eks. underjordiske myceliske netværk, der i sig selv kun kan overleve i symbiose med bakterier og andre organismer, agerer hovedvej for en sælsom udveksling af næringsstoffer mellem træer og planter, eller når depressive patienter føler markant bedring, sammensmeltning og forbundenhed med naturen, som følge af behandling med psykedeliske svampe. 

Hvorfor skal man læse denne bog?


Titlen fænger umiddelbart de biologiinteresserede. Men alle der har en holistisk tilgang til psyke, natur, tænkning og til livet, vil føle sig bekræftede igennem denne syrede bog. Selvom ’Svampenes Forunderlige Liv’ har en vis akademisk tyngde er sproget generelt tilgængeligt. Sheldrake er biolog og videnskabeligheden er solid, men han er ikke for fin til at krydre det faktuelle med det stimulerende spekulative, og som sådan kan man få sig en sindsudvidende oplevelse ved at læse ’Svampenes Forunderlige Liv’ helt uden selv at indtage nogen form for illegal svamp.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?


I ’Svampenes Forunderlige Liv’ associeres der vidt og bredt ud fra et ellers fokuseret emne. Når svampes kulinariske potentialer umærkeligt kædes sammen med menneskets evolutionshistorie, kan man let komme til at tænke på John Readers ’The Untold History of the Potato’, hvor en anden almindelig køkkeningrediens tilskrives en omkalfatrende rolle i historien. En anden oplagt sammenligning kan drages med etnobotanikeren og psykonauten Terence Mckennas ’Food of the Gods”, hvor de psykoaktive stoffer i svampe og planter er hovedfokus.