“The String Quartets” med Nancy Dalberg

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på den første samlede indspilning af Nancy Dalbergs strygekvartetter.


Hvad er baggrunden for udgivelsen?
De senere år er der kommet et større fokus på at få indspillet og udgivet musik af kvindelige komponister, som i deres samtid blev negligeret pga. deres køn og derfor havde svært ved at slå igennem. Dette har for manges vedkommende ført til, at deres værker er blevet gemt og glemt for eftertiden. Nordic String Quartet har med denne udgivelse sat fokus på Nancy Dalberg (1881-1949) og vækker hendes tre strygekvartetter til live med intenst og levende spil.

Hvorfor skal man lytte til denne musik?
Det musikalske landkort på Nancy Dalbergs tid var langt større end det, vi har set indtil nu. Der blev skrevet fremragende musik, som ikke fik mange chancer pga. komponistens køn og anmelderne var nedladende og forudindtagede. Hvis man vil høre, hvordan dansk klassisk musik også lød for 100 år siden, er denne indspilning af Nancy Dalbergs strygekvartetter et godt sted at begynde.

Hvilken anden musik, synes du, den minder om?
Man kan godt ane inspirationen fra Carl Nielsen, hos hvem Nancy Dalberg også var elev og assistent. Albumnoterne sammenligner også musikken med de ungarske komponister Kodaly og Bela Bartok. Værkerne er eksperimenterende og grænsesøgende i forhold til samtidens musik og det er måske også en af grundene til, at hun fik en hård medfart af tidens (mandlige) anmeldere. Hvis man har lyst til at læse mere om Nancy Dalberg, er der udkommet en fin lille bog i serien ”Danske komponister”, hvor Lisbeth Ahlgren Jensen skriver om Hilda Sehested (1858-1936) og Nancy Dalbergs liv og værk i et musikfagligt perspektiv.