'Stjernedrømme' af Mikkel Wendelboe

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på rumpirateri i en ny science fiction-serie.

Hvad handler bogen om?

Det er ret svært at få venner i skolen når ens far er ansat i Føderationens administration. Alligevel nyder Emilia undervisningen i skolen. Hun møder tidligere ind for at bruge sin terning for at gennemsøge arkivet for nye oplysninger. Faren har en forventning om hun følger i hans fodspor, men Emilias højeste ønske er at blive pilot. En Hammerpilot. 
En dag starter en ny elev på skolen, Stacy, der på alle punkter ikke passer ind i de kasser Føderationen forlanger af Lyra’s borgere. Hvem er hun? Hvor kommer hun fra? 
Bogen er første bind i serien ’Stjernekløver’ af en forfatter, som også har skrevet science fiction-romanen ’Franz’ og fantasyserien ’Pigen fra Fenmarken’.

Hvorfor skal man læse denne bog?

Det, denne bog gør så godt, er at beskrive mennesker. Mennesker og drømme. Hvor svært det kan være at realisere sine drømme og hvordan dem man har kær nogle gange har svært ved forstå, hvorfor netop denne drøm er så vigtig. Karaktererne er karismatiske og individuelle og science fiction-elementerne er gennemtænkte og veludførte. Samtidig er beskrivelser af månerne, stjernerne og planeterne helt utrolig smukke. Beskrivelserne gør det umuligt for læseren ikke at blive fuldstændig opslugt. 
Bogen handler om Emilias rejse mod at være den person, hun allerhelst vil være. Om at stå op for det hun tror på, finde sig selv og ikke mindst turde stå ved det, selvom det er skræmmende. Kærlighed, venskab, nysgerrighed, drømme, frygt og håb er nogle af de emner der bliver tager op og Emilia stiller et meget vigtigt spørgsmål – ’Er det naturligt at tvivle?’.