”Spor over isen” - Kurt L. Frederiksen

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på noget så smukt, som en litterær ekspedition over Indlandsisen.

Hvad handler bogen om?
På bogens blege bruntonede forsidefoto står 5 friske fyre i tætsiddende anorak med tykke uldsweatre indenunder. Tænk at der var engang, hvor en ekspeditionstrup kunne bestå af humanister og eventyrere som kæmpede sig vej over det dengang isnende kolde Grønland i en hjemmestrikket sweater!

Journalisten Ludvig Mylius-Erichsen kom på ideen til Den danske litterære Grønlandsekspedition som rejste i årene 1902-1904 fra Godthaab til Jakobshavn, tværs over Diskobugten – tilbage til Jakobshavn, op til Upernavik og over Melvillebugten til forbjergene ved Kap York, næsten helt oppe ved Thule.

Målet for ekspeditionen var at supplere de geografiske data, man dengang havde om Grønland, med viden om de oprindelige beboers kultur og sociale vilkår, altså mødet med den befolkning som levede mest isoleret i Grønland, de polareskimoer som Knud Rasmussen kaldte ’de nye mennesker’.

Mylius-Erichsen ville skrive om kulturen og Danmarks tilstedeværelse i Grønland og med hjælp fra den unge Knud Rasmussen, som havde været barn i Grønland, indsamle sagn og myter. Maleren og greven Harald Moltke skulle male landet og portrættere den lokale befolkning. Lægen Alfred Berthelsen skulle tilse ekspeditionens medlemmer og den lokale befolkning og indsamle data.

I Grønland sluttede Jørgen Brønlund sig til ekspeditionen. Brønlund var en af Knud Rasmussens barndomsvenner og han var også med på den efterfølgende Danmark-ekspedition hvor han har skrevet det uforglemmelige dagbogsnotat som er udkommet under titlen ’Omkom 79 Fjorden’.

Hvorfor skal man læse denne bog?
Fordi den tager én med på eventyr og gengiver de hårde betingelser medlemmerne rejste under. En ekspedition i 1902 var en prøvelse i sult, kulde og sygdom, men alligevel lykkes det de helt uerfarne slæderejsende at sætte spor på forholdene i Grønland og administrationen i Danmark, spor som førte til store ændringer.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?
Der findes mange bøger om Danmark-ekspeditionen som fulgte i årene efter den litterære ekspedition, også flere bøger om og af Knud Rasmussen. Kim Leine har også skrevet ’Profeterne i Evighedsfjorden’ og ’Rød mand, sort mand’ om danskernes kolonisering og tilstedeværelse på Grønland.

Anbefalingen er skrevet af Silja Attrup